Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
352 William
Shakespeare
Rufus giver i Stykket ikke noget glimrende Eksempel
paa Kyskhed, men tilegner sig Walter Terrills Brud
omtrent som i Man-ninghams Anekdote William Erobreren
tilegner sig Richard IIFs Veninde. Simpson anser det
for sandsynligt, at Anekdotens William Erobreren ved
en nærliggende Forveksling er bleven Stykkets William
Rufus, en Betegnelse, der kan tænkes at have hen ty
det til Shakespeares Lød. Ogsaa Satiromastix skulde
da efter denne Opfattelse levere Bevis for Anekdotens
Udbredthed. Det være nu denne Historie eller en anden
af den Art, saa synes Maaden, hvorpaa den bragte
hans Navn i Folkemunde, at være gaaet Shakespeare
til Hjerte.
Det staar tilbage at kaste et Blik paa Sonetternes
Form og sige et Par Ord om deres poetiske Værdi.
Hvad Formen angaar, paatrænger først og fremmest den
Bemærkning sig, at disse Digte trods Benævnelsen i
Virkeligheden aldeles ikke er Sonetter, ikke har andet
af Sonetten end de 14 Linjer. Shakespeare fulgte med
Hensyn til sine «Sonetters» Form imidlertid kun sit
Lands Overlevering og Vedtægt.
Sir Thomas Wyatt, Føreren for den ældre engelske Skole
af Lyrikere, rejste i Italien Aar 1527, lærte der den
italienske Poesis Former og Stil at kende, og indførte
Sonetten i den engelske Literatur. Til ham sluttede
sig den adskilligt yngre Henry, Jarl af Surrey, der
ligeledes foretog en Rejse til Italien og dyrkede
samme poetiske Mønstre. Først efter begge disse
Digteres Død blev deres Sonetter udgivne i Samlingen
Totters Miscellany (1557). Ingen af dem har formaaet
at holde sig til det Petrarchiske Forbillede: en Oktav
og en Sekstet. Wyatt bevarer vel i Reglen Sekstetten
og ender med en Kuplet. Surrey fjerner sig end mere
fra Forbilledets strenge og vanskelige Form; hans
«Sonet» bestaar allerede som Shakespeares efter ham
af tre Kvartetter og en Kuplet, der ikke ved Rimene
er forbundne med hverandre. Sidney bevarede paany
Oktaven, men opløste Sekstetten. Spenser forsøgte
en ny Sammenknytning, nemlig mellem anden og tredje
Kvartet, men beholdt Slutningskupletten. Daniel, som
er Shakespeares nærmeste Forgænger og Læremester,
vender tilbage til Surrey’s ret formløse Form.*)
Grundmanglen ved Shakespeares Sonet som metrisk
Helhed beror især paa den efterhængte Kuplet, der
næsten aldrig indeholder noget Billede
*) Se: Adolf Hansen: Engelske Sonetter indtil Milton.
Tilskueren 1892,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
