Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
353
for Øjet, men, som det ligger i Digtartens Natur, en
Overvejelse, der vel hyppigt giver det Følelsesudbrud,
Digtet indeholder, en mat eller dog mindre digterisk
end retorisk Udgang.
Hvad Sonetternes poetiske Værdi angaar, saa er de
af højst forskellig Rang. Lavest staar uden Tvivl
den første Gruppe, den sytten Gange gentagne og
varierede Opfordring til Vennen om at efterlade
Verden et levende Aftryk af sin Skønhed. Her kommer
nødvendigvis Digterens personlige Følelser kun i
ringe Grad til Orde.
De to sidste Sonetter i Samlingen (153 og 154),
der har samme antike Æmne, er ligeledes ganske
upersonlige. I 1878 fandt W. Hertzberg ved Hjælp
af et Vink af Hr. von Friesen en græsk Kilde til
disse to Sonetter i den niende Bog af den palatinske
Antologi*). Digtet, som Shakespeare har benyttet
og i den 154. Sonet næsten blot oversat, er af den
byzantinske Skolastiker Marianus, der sandsynligvis
skrev i det 5. Aarhundrede efter Kristus; det blev
udgivet paa Latin blandt andre Epigrammer i Basel
1529, blev videre oversat adskillige Gange før
det 16. Aarhundredes Slutning og maa i en af disse
Skikkelser være blevet Shakespeare bekendt.
Det forstaar sig, at dernæst de rent efter Vedtægt
byggede Sonetter, de, i hvilket Øjet og Hjertet
fører Sag imod hinanden, eller de, i hvilke Digteren
driver Ordspil med sit og Vennens Navn, ikke kan gøre
Fordring paa noget højt poetisk Værd.
Men de alt berørte Digte udgør jo kun et ringe
Mindretal af Samlingen. I alle de andre gaar Følelsens
Bølger højt, og i Almindelighed kan det siges,
at disse Digte er des ypperligere ved Udtrykkets
Energi og Sprogets underfulde Velklang, jo dybere
den Følelse er, som de indeslutter, og jo kraftigere
den Sindsbevægelse er, hvorom de bærer Vidne. Der er
Sonetter, som med Hensyn til Sprogets søde og stærke
Melodi ikke overtræffes af nogen i Shakespeares
Skuespil indlagt Sang eller af nogen nok saa skøn
og nok saa berømt Replik i hans Dramer. Og her har
Sonetternes frie og løse Form øjensynligt være et
Gode for Shakespeare. Hvad der i det italienske
Sprog neppe er en Vanskelighed eller en Tvang, den
firedobbelte og tredobbelte Tilbagevenden af Rimet,
vilde i det engelske Sprog være følt som en saadan. Nu
har Shakespeare fulgt enhver Ind$kydelse med
*) Jahrbuch der deutschen Shakespeare-Gesellschaft,
Band XIII S. 158.
23*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
