Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
385
for England, Navnet Ben Jonson tabt sin Klang i
Sammenligning med det enestaaende Navn, det engang
har været sammenkoblet med; i Datiden har man, hvorvel
Ben Jonson aldrig blev almen-yndet som Shakespeare, i
literære Krese hyppigt betragtet dem som Tidsalderens
dramatiske Broderpar. Og hvad der er interessantere:
Ben Jonson er en af de faa, om hvem vi ved, at
Shakespeare til Stadighed har omgaaedes med ham,
ligesom han er en af de faa, der til denne Omgang
medbragte bestemte, fra Shakespeares højst forskellige
Kunstanskuelser. Selv om han rimeligvis var ikke lidet
trættende, maa det have været lærerigt og æggende
for Shakespeare at samtale med ham, da Ben var ham
meget overlegen i historisk og sproglig Kundskab og
som Digter forfulgte et ganske andet Ideal.
Ben Jonson var en stor dramatisk Forstand. Han tog
aldrig som de andre samtidige Digtere en eller anden
Novelle og dramatiserede den, som den var, uden
Hensyn til det mere eller mindre Usammenhængende
i dens Gang og uden Hensyn til dens større eller
ringere Uoverensstemmelse med den stedlige,
geografiske eller historiske Virkelighed. Han
frembragte med arkitektonisk Sikkerhed sin hele
dramatiske Plan ud af sit Eget, og da han var en meget
vidende Mand, undgik han efter Evne enhver Fejl mod
Lokalfarven. Han glemmer den vel nu og da (saaledes
tales der undertiden i hans Volpone som var man i
London, ikke i Venedig, og i hans Poetaster, som var
man i England, ikke i Rom), men det sker i satirisk
Øjemed og ingenlunde i Kraft af den Ligegyldighed for
Sligt, som betegner alle andre Dramatikere i Datiden,
Shakespeare ikke mindst.
Kortest kan Grundmodsætningen mellem dem udtrykkes
saaledes, at Ben Jonson hyldede den klassiske Komedies
og den latinske Tragedies Syn paa Mennesket. Han
fremstiller ikke Menneskenaturen alsidigt med indre
Udvikling og indre Modsigelser, men fæstner Karakteren
i en Type med ganske faa Hovedegenskaber eller med en
enkelt. Han skildrer f. Eks. den snedige Snyltegæst
eller Særlingen, der ikke kan taale Støj, eller den
storpralende Kaptejn eller den fordærvede Anarkist
(Gatilina) eller den strenge Hædersmand (Cato), og
disse Personligheder er i Reglen intet andet eller
mere end hvad der ligger i disse Ord, er det altid og
under alle Forhold. Den Blyant, hvormed han tegner
disse Karakterer, er haard, men han fører den med
saadan Kraft, at hans ypperste Omrids bliver staaende
gennem
25*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
