Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396 William
Shakespeare
ligt det klinger, først i det 19de Aarhundrede, i en
Tidsalder, som var uvilligt stemt mod Enevælden og
hvor Demokratiet havde gjort stedse større Fremskridt,
at Gæsars Geni blev helt vurderet og at den Gavn, hans
Liv har gjort Menneskeheden, blev tilfulde forstaaet.
Det personlige Forhold mellem Ben Jonson og
Shakespeare er den Dag idag ikke klart; længe har man
anset det for ubetinget slet, idet man af forskellige
Aarsager ikke drog i Tvivl at Ben Jonson, saa længe
hans store Medbejler var i Live, havde næret en
stadig Misundelse mod ham; senere har Ben Jonsons
Beundrere lidenskabeligt forfægtet, at der paa dette
Omraade er blevet gjort ham blodig Uret. Saavidt det
nu kan skønnes, har Ben Jonson oprigtigt anerkendt
og beundret Shakespeares store Fortrin, men paa samme
Tid følt et aldrig helt overvundet Nag over at se ham
som Dramatiker saa langt mere yndet, og har - hvad
der kun er naturligt og berettiget - betragtet sin
egen? Retning i Kunsten som sandere og værdifuldere
end hans.
I Fortalen til Sej anus - Udgaven af 1605 - bruger
Ben Jonson en Vending som, da Stykket er opført
af den Shake-speare’ske Trup og da Shakespeare
selv spillede med deri, længe er bleven opfattet
som gældende ham. Ben Jonson skriver: «Sluttelig
vil jeg underrette Jer om, at denne Bog ikke helt
igennem er det samme Stykke, der blev opført paa
den offenlige Scene; thi deri havde en anden Pen
betydelig Del; i Stedet for denne har jeg foretrukket
at indsætte svagere (og uden Tvivl mindre behagende)
Partier af mit Eget, fremfor at berøve saa heldig
en Genius dens Ret ved min ulovlige Bemægtigelse.*
Særlig Udtrykket so happy a genius har i Forening
med de øvrige Omstændigheder ledet Tanken hen paa
Shakespeare. Imidlertid har Brinsley Nicholson ved
en kritisk Artikel (i The Aca-demy 14, November 1874)
unegteligt gjort det overvejende sandsynligt, at det
ikke er Shakespeare, men en meget underordnet Digter,
Samuel Sheppard, som er ment. De stærke Artigheder i
hin Passus lader sig forklare ved at Jonson tilføjede
sin oprindelige Medarbejder en betydelig Skuffelse,
næsten en Krænkelse, ved at udelade hans Part af
Arbejdet og dermed ogsaa hans Navn af Titelbladet. Og
i ethvert Tilfælde ser det ud som om Samuel Sheppard
har følt sig saaret derved, siden han mere end 40
Aar senere hævdede Æren af at have medarbejdet paa
Sejanus for sig selv, i et Vers, der formelt er en
Lovsang over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
