Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
225
havde Shakespeare saa nylig gennemgaaet. Sin Ungdoms
Beskyttere havde han mistet Aaret forud. Den Kvinde,
han elskede og som han havde set op til som til et
Væsen af finere, højere Art, havde en Dag staaet
for ham som en hjerteløs, troløs Tøjte. Den Ven,
han tilbad, elskede og dyrkede, havde en Dag
sammensvoret sig imod ham med hin Kvinde, smilt af
ham i hendes Arme, sveget hans Tillid og trukket
sig tilbage fra ham med Kulde. Endog Udsigten til at
vinde Digterkronen var bleven formørket for ham. Ja
visselig, ogsaa han havde set Illusionen briste og
sit Verdensbillede styrte sammen.
Da havde han i den første Overvældelse været myg,
staaet forsvarsløs, brugt Ord uden Braad, været lutter
Sorg og Mildhed. Men dette var ikke hans hele Væsen,
end ikke hans inderste Væsen. Inderst inde var han
en Magt, en Magt! Væbnet som ingen anden, raadsnar
og spydig, harmfuld og vittig, dem alle overlegen og
uendelig meget større end sin Skæbne. Hvor dybt de
end grov, han grov vel en Alen dybere end de. Mangen
Ydmygelse havde han lidt. Men den Oprejsning, han
ikke i Livet havde kunnet tage, den kunde han nu tage
incognito gennem Hamlets klagende og revsende Ord.
Mange fornemme Herrer havde han kendt, der forstod
paa fyrstelig Maade at omgaas Kunstnere, Skuespillere,
hvem den offenlige Mening ikke vidste at vurdere. Nu
vilde han selv være den fornemme Herre og vise
hvorledes den virkeligt fyrstelige Aand omgikkes
stakkels Kunstnere og i hans Mund lægge sine egne
Tanker om Kunsten og sin Forestilling om dens
Værdighed og Betydning.
Han smeltede sammen med Hamlet; han følte som han; han
drog ham ind til sig og ind i sig og saa fuldstændigt,
at han nu og da, hvor han lagde ham de vægtigste
Tanker i Munden, som i den berømte At-være Monolog,
lod ham tænke ikke som Prins men som Undersaat, med
al den Bitterhed og Lidenskab, der udvikler sig hos
den, som ser Raaheden og Dumheden regere. Saaledes
lod han da Hamlet sige:
Hvem vilde taale Tidens Spot og Svøbe, Voldsmandens
Tryk, Hoffærdighedens Haan, forsmaaet Elskovs Kvaler,
Lovens Nølen, Embedsmænds Hovmod og U dueligheden f
der sparker til beskeden Dygtighed - hvis selv han
kunde gøre med sin Daggert sit Regnskab op ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
