Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
432 William
Shakespeare
Hamlets Tro og Tillid til Menneskene er sprængt,
allerede før Aanden aabenbarer sig for ham. Fra det
Øjeblik af, da Faderens Aand har givet ham en langt
rædselsfuldere Forstaaelse af de Forhold, hvori han
er stedt, end han hidtil har havt, er hele hans Indre
i Oprør.
Derfor Afskeden, den stumme Afsked fra Ofelia, hvem
han i Breve havde kaldt sin Sjæls Gudebillede. Hans
Evinde-Ideal er tilintetgjort. Hun hører nu med til
de «Hverdags-Minder», han i Følelsen af sit store
Kald vil slette af sit Livs Tavle. Hun har ikke
Plads i hans Sjæl sammen med Opgaven, modstands-løs
og lydig mod Faderen som hun er. Betro sig til hende
kan han ikke; hun har saa lidet vist sig den Stilling
voksen at være hans Elskede, at hun har afvist hans
Breve og Besøg. Ja, hun udleverer til Faderen o:
til Forevisning og Oplæsning ved Hoffet hans sidste
Brev. Hun lader sig endelig bruge til at udspejde
ham. Han tror ingen Kvinde mere og kan ingen tro.
Han agter straks at samle sig til Daad, men altfor
mange Tanker stormer ind paa ham, Grublerier over
selve det Forfærdelige, Aanden har meddelt, og
over den Verden, hvori Sligt kan ske; saa Tvivl om
Genfærdet virkelig var Faderen eller om det maaske
har været en vildledende, skadefro Aand; endelig Tvivl
om ham selv, om hans Egnethed til at oprette og ordne
hvad her er nedbrudt, om hans Skikkethed til Hævner-
og Dommerkaldet. Tvivlen om Genfærdets Paalidelighed
fører til Opførelsen af Skuespillet i Skuespillet,
der leverer Beviset for Kongens Skyld. Følelsen
af egen Uskikkethed til Opgavens Løsning medfører
Opsættelsen af Handling.
At han ikke i og for sig er uden Handlekraft, viser
sig tilstrækkeligt under Stykkets Gang. Han nedstøder
uden Betænkning Lureren bag Tapetet; han sender uden
Vaklen og uden Medlidenhed Rosenkrans og Gyldenstern i
den visse Død; han entrer et fjendtligt Skib og han,
der aldrig har sluppet sit Forsæt af Sigte, tager
sin Hævn før han dør. Men dette udelukker ikke,
at han har en mægtig indre Hæmmelse at overvinde,
før han skrider til den afgørende Handling. Hans
Hang til Overvejelse er ham i Vejen, «det gustne,
syge Overlæg*, hvorom han taler i sin Monolog.
I den folkelige Bevidsthed er han da bleven åen
store Type paa en Nøler og en Drømmer, og langt ind
i dette Aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
