Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
440 William
Shakespeare
sende Kong Claudius til Himlen ved et Drab under
hans Bøn, hans Raahed overfor Ofelia, hans evige
Mistænksomhed osv. Men i alt dette at ville se
Sygdomstegn paa virkelig Galskab er ikke blot
en Plumphed, men en Miskendelse af Shakespeares
øjensynlige Mening. Vistnok forstiller Hamlet sig ikke
saa planmæssigt og koldt som senere Edgar i Lear, men
hans Væsens Eksaltation maa derfor ikke forveksles med
Vanvid. Han bruger Vanviddet, er ikke i dets Vold.
Dermed skal ikke være sagt, at det viser sig
formaalstjenligt og letter ham hans Hævnergerning;
tvertimod det vanskeliggør ham den, idet det forfører
ham til aandrige Sidespring og Strejftog. Det skulde
dække hans Hemmelighed; men efter Skuespillets
Opførelse kender Kongen den, og det forstilte Vanvid
bliver overflødigt, selv om det bibeholdes. Hamlet
forsøger derfor nu, overensstemmende med Aandens
Opfordring, at vække Moderens Skamfølelse og faa hende
løsrevet fra Kongen. Men da han kommer til at dræbe
Polonius, hvor han haaber at fælde sin Stedfader,
bliver han bevogtet og bortsendt og maa endnu længere
opsætte sin Hævn.
Medens der i dette Aarhundrede har været talrige,
især tyske, Kritikere, der (som Kreyssig) har udtalt
deres Misbilligelse af Hamlet som «aandelig Svækling*,
har en enkelt tysk Forsker med Lidenskab negtet, at
Shakespeare overhovedet har tænkt paa at tillægge
Hamlet Overvejelsessyge og har - med Begejstring,
med hidsige Udfald mod en Mængde af sine Landsmænd,
men med en Opfattelse af Stykket, der forringer dets
Idé og formindsker dets Betydning - villet hævde, at
de Hindringer, mod hvilke Hamlet har at kæmpe, er af
rent udvortes Natur. Jeg sigter til de Forelæsninger
om Hamlet, som den gamle Hegelianer Karl Werder
mellem Aarene 1859 og 1872 holdt ved Universitetet
i Berlin*). Deres i og for sig ikke ufornuftige
Tankegang lader sig gengive saaledes:
Hvad kræver man af Hamlet? At han, saasnart Aanden
har meddelt ham Faderens Skæbne, skal støde Kongen
ned? Godt. Men hvorledes skal han efter Dolkestødet
retfærdiggøre sin Gerning for Hoffet og Folket og
kunne bestige sin Trone? Han kan jo intetsomhelst
Bevis afgive for Sandheden af sin Beskyldning. En
Aand har sagt ham det; det er hele Beviset.
*) Karl Werder: Vorlesungen uber Shakespeares Hamlet.
1875.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
