Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - XXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
525
har kaldt «Spotterier, Hyl, Hujen og Hyssen, frygtsom
og lønlig Bjæffen» fra Smaapoeternes Side.*) Hans
Liv gik hen ved et Teater. Vi kan gætte os til det,
hvor vi ikke véd det, at Kalds-fællerne, han hjalp og
gav Eksemplet, Teaterdigterne, der beundrede ham og
strømmede over af Misundelse paa ham, Skuespillerne,
han opdrog og som hvis aandelige Fader han stod, de
Ældre, han rakte Haanden, de Unge, han tog sig af,
snart faldt fra ham, snart faldt ham i Ryggen. Og
ved hver ny Utaknemmelighed har det givet et Sæt i
hans sjælelige Liv. Han har i Aaringer tiet med sin
oprørte Harme, indesluttet den i sit Sind, trængt den
tilbage. Men han har hadet og foragtet Utaknemmelighed
mest af alle Laster, fordi den paa en Gang gjorde
ham aandeligt fattigere og mindre.
Hai har sikkert ikke været af de Kunstnernaturer, der
er rundhaandede med Penge, naar de har dem, og som i
godlidende Letsind gør vel. Han har været en dygtig,
energisk Forretningsmand som med sit Formaal for Øje
at vinde Uafhængighed og at hæve sin Families dybt
sunkne Anseelse har sparet og samlet. Ikke desmindre
har han tydeligt nok været en udmærket Kammerat i det
praktiske Liv som en Velgører i det aandelige. Og
han følte det som om Utaknemmeligheden forarmede
og forringede ham; thi det blev ham jo vanskeligt
paany at være hjælpsom, givende med begge Hænder af
sit Væsens kongelige Rigdom - fordi han var bleven
skuffet og sveget altfor tit, selv af dem, han havde
gjort mest for og hvem han troede bedst. Han følte,
at var der nogen Lavhed, som kunde bringe den, over
hvem den gik ud, til Fortvivlelse, ja til Vanvid,
saa var det den sorte Utaknemrnelighed.
I en saadan Stemning finder han, mens han en Dag som
sædvanlig blader i sin Holinsheds Krønike, Historien
om Kong Lear, den store Bortgiver. I samme Stemning
gennemlæser han det gamle Skuespil om Kong Lear,
som var skrevet i 1593-94 og førte Titlen Chronicle
History of King Leir. Her fandt Shakespeare hvad han
trængte til, det halvvejs formede Ler, hvoraf han
kunde skabe Statuer og Grupper. Her var Temaet, han
netop kunde udføre, i denne overfladisk dramatiserede
Krønike om forfærdende Utaknemmelighed. Og saa tog
han dette Stof ind til sit Hjerte, og rugede derover,
til det fik Liv i hans Sind.
*) Swinburne: .4 studij o f Shakespeare. S. 164.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
