Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - XXVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
538 William
Shakespeare
Hvem véd! hvis han selv, William Shakespeare, havde
truffet hende, hvem véd, om han var sluppen levende
derfra? Og havde han ikke truffet hende? Var det
ikke hende, han i sin Tid havde mødt og havde elsket
og var bleven elsket og bedraget af? Det rørte ham
besynderligt, at Kleopatra gjaldt for saa mørkladen;
gulbrun. Han dvælede i sine Tanker derved. Ogsaa
han havde nøje kendt en mørkladen og bedaarende
Kvinde - en, hvem han i bitre Øjeblikke havde været
fristet til at kalde Taterkvinde, Zigøjnerske, som
Kleopatra i hans Drama snart vil blive kaldt af dem,
der ræddes for hende eller vredes paa hende. Hun,
paa hvem han aldrig tænkte uden med Sindsbevægelse,
hans sorte Skønhed, hans Livs Engel og Djævel, som
han havde hadet og tilbedet paa én Gang, hvem han
havde foragtet og om hvis Gunst han havde tryglet
- hvad var hun andet end en ny Legemliggørelse af
hin farlige, besnærende Slange fra Nilen! Og hvor
nær havde det ikke været ved, at hans hele indre
Verden var bristet som en Sæbeboble under Samlivet
med hende og Adskillelsen fra hende! Det havde været
en Verdensundergang. Hvor havde han frydet og vaandet
sig, nydt og klaget da! kastet sit Liv i Grams, ødet
sine Dage og Nætter! Nu var han en modnere Mand,
Gentleman, stor Grundejer og Tiende-Forpagter; men
i ham levede Kunstner-Zigøjneren, der passede for
Tatersken, endnu.
Tre Gange hos Shakespeare (i Romeo og Julie II4
og i Antonius og Kleopatra li og IVia) kaldes
Kleopatra i nedsættende Mening gispy, vistnok paa
Grund af Klangligheden med egyptiau. Men der var
en vis Fornuft i Ordspillet; i hendes Væsen var jo
Fyrstindens Højsind og Zigøjnerskens Omskiftelighed
hemmelighedsfuldt blandet. Og denne Blanding, hvor
kendte han den! Hvor levende stod ikke en Model til
den store Ægypterdronning ham for Øje. Med selve den
Palet, han havde brugt den Gang, da han for ikke mange
Aar siden skitserede Sonetternes «mørke Dame», kunde
han nu male dette monumentale historiske Portræt.
Den lokkede og drog ham, denne Skikkelse. - Han kom
fra Cordelia. Hele denne uhyre Tragedie Lear havde
han stablet op som Fodstykke under Gordelia. Og
hvad er Gordelia? Det Ideal, man læser sig til paa
en ung Piges hvide Pande, og som den unge Pige neppe
selv forstaar, mindre virkeliggør. Hun var den hvide
Straale; det store, simple Sindbilled paa den Hjertets
Renhed og Adel, som er udtrykt allerede i hendes Navn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
