Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - XXVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
552 William
Shakespeare
Pøbelen ved at føre hende med som Skuestykke til
Triumfen i Rom, lader hun Nilslangen give sig Døden.
Faa dette Punkt har Digteren stillet Kleopatras Færd
i et langt ugunstigere Lys end den gamle græske
Historieskriver, hvem han for alle Enkelthedernes
Vedkommende følger, og han har øjensynligt gjort
det med Vilje og fuld Bevidsthed for at ramme
den Kvindetype, hvis Farlighed han i hende har
fremstilt. Thi hos Plutarch foretager Kleopatra alle
disse Skridt paa Skrømt overfor Octavian for at han
ikke ved den Vagtsomhed, hvormed han har omgivet
hende, skal umuliggøre hende at begaa det Selvmord,
som er hendes eneste Tanke og som han første Gang har
forhindret hende fra at udføre. Hun lader kun som hang
hun ved sine Skatte for at foregøgle ham, at hun endnu
hænger ved Livet, og det lykkes hende ved sit stolte
Bedrag at føre ham bag Lyset. Shakespeare, for hvem
hun stadigt er Indbegrebet af alt det i Kvinden, som
er Hunnen, nedsætter hende forsætligt ved at holde den
historiske Fortolkning af hendes Handlemaade borte*).
Den engelske Kritiker Arthur Symons skriver:
«Antonius og Kleopatra er efter min Anskuelse det
underfuldeste af Shakespeares Stykker, og er det især,
fordi Kleopatra er den underfuldeste af Shakespeares
Kvinder. Og ikke af Shakespeares alene, men maaske
overhovedet den underfuldeste Kvinde.»
Det er at gaa vel vidt i Entusiasme. Dog saameget
er sandt: Hovedtiltrækningen ved dette Mesterværk
beror paa Kleopatras enestaaende Skikkelse, paa den
menneskelige Erfaring og kunstneriske Forkærlighed,
hvormed Shakespeare har malt den. Dog Storheden i
dette rige, verdenshistoriske Drama udgaar fra det
Geni, hvormed Shakesspeare har sammenslynget de
to Eiskendes private Forhold med Staters Skæbne
og med Historiens Gang. Som Antonius gaar til
Grunde ved Forbindelsen med Kleopatra, saaledes
gaar den romerske Republik til Grunde ved det
tarvelige og haardføre Vesterlands Berøring med
østerlandsk Yppighed. Antonius er Rom, som Kleopatra
Orienten. Idet han gaar under
*) Goethe har stærkt efterlignet Shakespeares
Kleopatra, da han digtede Adelheid i Gotz. Weislingen
har han desuden stillet mellem hende og Maria som
Antonius staar mellem Kleopatra og Octavia, bunden
til den første og ægtende den sidste.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
