Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - VII. Kvindeforagt. Troilus og Cressida - VIII. Troilus og Cressida. Stoffets Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42 William
Shakespeare
som en grusom Skæbne, men som velfortjent Straf for
umaadelig Dumhed, og med en bitter Galgenhumor har han
fundet Trøst i en Haanlatter - som den, hvis Mislyd
saa skærende runger os imøde fra Troilus og Cressida.
Shakespeare kan tænkes at have begyndt med at beundre
den Elskede, med at klage over hendes Haardhed og
Kulde, sværme for hendes Fingre, forbande hendes
Troløshed og føle sig Vanviddet nær i Sorgen over den
falske Stilling, hvori hun har bragt ham - Sonetternes
Standpunkt. Han har dernæst, vistnok efter Aaringers
Forløb, da Feberen havde udraset, men Mindet om
Fortryllelsen stadigt var lige levende i hans Sind,
kunnet fremstille den Elskede som mærkværdigt Særsyn,
Dronning og Zigøjnerske, tiltrækkende og frastødende,
oprigtig og falsk, dristig og svag, en Sirene og en
Gaade - Standpunktet i Antonius og Kleopatra. Og
maaske har han saa derefter, da Livet med Et har
ædrueliggjort ham, da han er bleven kølnet som
man pludseligt køles i forhærdende Erfaringers Is,
ganske ligefrem følt det vanvittige erotiske Sværmeri
for en Sværmeri saa lidet værdig Genstand - denne
Tilstand, der altid begynder som Selvskuffelse for
med Nødvendighed at ende i Skuffelse - som en Skam og
en uhyre Latterlighed. Og hans Harme over de spildte
Følelser og den spildte Tid og de gennemlidte Pinsler,
over Nedværdigelsen, Ydmygelsen, Selvforblændelsen
og selve Forræderiet har fundet endegyldig Lindring
i det befriende Udbrud: Hvilken Høne! - det Udbrud,
der er selve Spiren til Troilus og Cressida.
VIII
I Illadens 24. Sang, Vers 257, nævnes for eneste
Gang hos Homer Troilos som en Søn, Priamos har mistet
før det Tidspunkt, da Digtningen begynder. Den gamle
Konge siger:
Ve mig usalige Mand, jeg avled de kækkeste Sønner Vidt
i Treernes Land, men af dem har jeg ingen tilbage,
Mestor, en Mand som en Gud, og Troilos, frejdig i
Vogndyst, Hektor tillige ...
Det er Alt, hvad der i det store Oldtidsdigt
forekommer om den Kongesøn, hvis Ry i Middelalderen
overstraalede selve Hektors.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
