Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - X. Harme over Kvindesvig og Publikumsdumhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
133
hvorledes Mændene vindes, hidses, fastholdes osv. En
ærligt forelsket Mand kommer med hende tilkort. Men
hun hører samtidigt til dem, der alligevel let finder
deres Overmand. Den, der ikke lader sig imponere af
hendes Grimacer, den, som gennemskuer hendes knibske,
afvisende Talemaader, gør sig uden Vanskelighed til
hendes Herre. Hun véd alt i alt ikke stort mere
end at havde hun sagt Nej, vilde Troilus været
endnu fyrigere, kort sagt, at Mændene skatter det
Uopnaaede og det, som kun med Vanskelighed vindes
- alle tarvelige Koketters Visdom. Ingensteds
har Shakespeare malt Koketteriet saa blottet for
hjertevindende Egenskaber.
Cressida er, ogsaa naar hun er knibskest, ikke
forknyt, forstaar Spøg, endog en djærv og letfærdig,
og vover selv ved Lejlighed en dristig Spas, lytter
ogsaa uden Mishag til den gamle Pandars Udmalinger;
men med al sin katteagtige Ynde er hun uinteressant;
trods sit hede Blod gaar hun op i den koldeste
Egenkærlighed. Dog er hun ikke latterlig, saalidt
som hun er uskøn; men hun er heller ikke skøn,
thi her som ingensteds ellers hos Shakespeare er
den sanselige Tiltrækning, der udøves af en Kvinde,
blottet for Poesi. Ethvert rent Indtryk er udelukket.
Onkelen Pandarus, der staar hende saa nær, forstaar
som hun at ophidse ved paa én Gang at lokke og at
skræmme tilbage. En har kaldt ham en demoraliseret
Polonius, og Udtrykket er godt. Han er en gammel
Vellystning, der glæder sig ved at være Tilskuer og
Mellemmand nu, da han ikke mere kan være virksom. Det
cyniske Behag, hvormed Shakespeare har udført
Skikkelsen trods al den Foragt, han overvælder den
med, er højst betegnende for dette Tidspunkt i hans
Liv. Pandar er et godt Hoved, ofte vittig; men man
har ingen ren Glæde af hans Vittighed; skønt han er
pudsig, uværdig og skamløs som selve Faistaff, vækker
han aldrig den rent abstrakte Velvilje som han. Intet
bøder her for Alvor paa Uhumskheden, saalidet hos ham
som hos Thersites eller som overhovedet hos Nogen i
det hele Skuespil.
Her som andensteds, særligt i J/mon, ligger da en
grund-angelsachsisk Nerve blottet, som efter de gængse
Forestillinger ikke skulde findes hos Shakespeare -
den Nerve, der er Livsnerven i Swift, Livsnerven i
Hogarth, Livsnerven i enkelte af Byrons ypperste Ting,
og som beviser, at der trods Alt er et
G. Brandes: Samlede Skrifter. IX.
5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
