Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XI. Shakespeare mister sin Moder. Coriolanus. Afsky for Hoben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96 William
Shakespeare
videre indfinder sig paa Forum med et prægtigt Følge
og fremviser de Saar, han har faaet i Krigen, kan
Shakespeares Helt ikke overvinde sig til at prale
for Pøblen af sine Bedrifter eller til at vise den
sine Saar for at appellere til dens Medlidenhed og
dens Beundring (II2);
Jeg kan ej trække paa den hvide Kappe, blotte mig
og bede for mine Vunders Skyld om deres Stemmer,
fritag mig for at gøre dette!
Endelig giver han efter, men neppe har han betraadt
Forums Grund før han bander hvad han har indladt sig
paa (Ils):
Hvad skal jeg sige?
«Min Ven! jeg beder Jer» - Fordømt! min Tunge kan ikke
vænne sig til denne Gang. «Se mine Saar; dem fik jeg
for mit Land, mens den og den af Eders Brødre skreg
og løb for vore egne Trommers Gjald.»
Han forsøger at tvinge sig og henvender sig, ordknapt
og med daarligt dulgt Ironi og Utaalmodighed til de
nærmest Staaende. Men paa Spørgsmaalet, hvad der har
tilskyndet ham til at optræde som Ansøger svarer han
opfarende og uklogt:
Mit eget Værd.
Anden Borger
Ej! Eders eget Værd!
Coriolanus Ja vist! Men ej mit eget Ønske.
Første Borger
Hvad? Ej Eders eget Ønske?
Coriolanus
Nej, min Ven;
thi jeg har aldrig ønsket at besvære de Fattige med
Tiggeri.
Da han paa denne lidet diplomatiske Maade har erobret
sig nogle Stemmer, udbryder han ved sig selv:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
