Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XIII. Timon fra Athen. Menneskehadet - XIV. Reconvalescensen. Omslaget. De nye Kvindeskikkelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122 William
Shakespeare
udmærkede Væseners Lykke - som i Othello, ikke heller
Jammer over de truende Muligheder og den Ulykkernes
\7rimmel, Livet rummer - som i Lear; det er Harmen
over den lidte Utaknemmelighed alene, der har vokset
sig saa stor, at den dækker Livets Himmel med sorte
Skyer, slukker Solens Glans, og lader en Torden rulle,
som vi ikke har hørt den selv hos Shakespeare, mens
Synskresen blinker af Lyn i Lyn.
Alt, hvad Shakespeare i disse senere Aar har oplevet
og døjet, Alt, hvad han har lidt af Skuffelser paa
Grund af andre Menneskers Æreløshed, og Alt, hvad han
har tænkt over det Udstaaede, har han sammentrængt
her, og af dette Ler har han formet denne ene store,
desperate Skikkelse, Menneskehaderen, hvis vilde
Retorik er som en mørk Essens af tungt Blod og Galde,
udsondret for at lindre Kval.
XIV
Og saa var det da sagt, dette Bitterhedens sidste,
vildeste Ord. Den sorte Sky havde udladt sig - og
Himlen blev langsomt ren paany,
Det synes som om Shakespeare har befriet sig for
Græmmelsens værste Pine ved at give den Ord og Form
og som han har aandet op nu, da gennem det i Aaringer
stegne Grescendo det højeste Forte var naaet, og
Intet mere tilovers at sige. Thi udover Ønsket om
den samtlige Menneskeheds Tilintetgørelse ved Pest,
Kønssygdom, Nedhugning eller Selvmord gaves der dog
ingen yderligere Forbandelse.
Han havde raabt sig træt; han havde raset ud;
Feberheden var ovre. Han har følt sig som i en
begyndende Helbredelsestilstand.
Og hvad er der saa hændt? Den slukkede Sol er bleven
tændt paany. Den sorte Himmel er paany bleven blaa for
hans Blik. Den milde Interesse for alt Menneskeligt
er vendt tilbage.
Hvorledes? hvorfor? Hvem kan svare derpaa!
Ingensteds i hele Shakespeares dunkle Levned er der
et mere kendeligt Tomrum; ingensteds lider man i den
Grad under Savnet af Kundskab om hvad der personlig
er hændt ham. Der er dem, som her i Almindelighed
har henvist til de ældre Aars Resignation, og der er
nogle Glimt deraf i de seneste Værker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
