Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XV. Perikles. Samarbejden med Wilkins og Rowley. Shakespeare og Corneille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
127
Perikles, eller om hvilke vi med Vished kan udtale,
at det Aller-meste intet Forhold har til ham, men
hvor der dog er en stærkere eller svagere Mulighed
tilbage for, at han har indskrevet enkelte vigtigere
Repliker, eller hist og her givet en betydningsfuld
Overarbejdelse, som Tilfældet er med Henrik VIII og
De to ædle Frænder.
Siden sin Begyndertids Dage havde han ikke
omarbejdet anden Mands Værk, ikke blandet sin Aands
Frembringelser ind i det af andre og ringere Aander
Frembragte, og ikke tilstedt en saadan Sammenblanding;
hvad er Aarsagen til at den nu paa én Gang forekommer
oftere optrædende i hans Digterlevned?
Jeg vil uden Kritik af Andres Anskuelser fremstille
min Synsmaade.
Vi iagttog allerede ved Coriolanus, at Shakespeares
Sindsstemning overfor Menneskene i hint hans Livs
mørkeste Tidehverv ogsaa sporedes overfor hans
Livsgerning. En vis Flygtighed i Arbejdet viste
sig. Med den stedse dybere Mistillid til at møde
det Gode og Værdifulde i Menneskeverdenen, med den
stadigt stigende Harme over Menneskedyrenes Raahed og
Utaknemmelighed fulgte en ligegyldigere, skødesløsere
Holdning som Kunstner.
Vi har jo fulgt Shakespeare fra hans første Kampaar
gennem hans Ungdoras lykkelige Tid, gennem den
store Alvorsperiode i hans Liv og helt op gennem
Bitterhedens ikke korte Tidsrum, indtil vi i Timon
fra Athen naaede Krisens Øjeblik, det vilde Udbrud
af Raseriets og Menneskeforagtens Feber og sporede
Helbredelsestilstandens Begyndelse. Der aabnede sig
for os et Perspektiv ind i ikke altfor alvorstunge,
ikke altfor virkelighedsnære, fantastiske Værker,
i hvilke Shakespeare paany viser sig forsonet med
Livet.
Imidlertid, det forstaar sig at pludselig og med ét
Slag er denne Forsoning ikke bleven hidført, og i
et saa inderligt stræ-bende Forhold til sin Kunst
som fordum træder Shakespeare ikke straks paany,
ja i Grunden først i sit allersidste Arbejde, idet
han slipper denne sin Kunst for bestandig.
Vi saa: han havde forløftet sig paa Livet. Men han
følte .det nu desuden, som havde han forløftet
sig paa Kunsten. Han sætter ikke mere sin hele,
til det Yderste anspændte, Kraft som Indsats, naar
han skriver. Eller han er ikke mere i Besiddelse af
denne Kraft, for hvilken i sin Tid ingen Opgave var
for omfattende, ingen Gru for stor. Man føler fra nu
af eller fatter
G. Brandes: Samlede Skrifter. IX.
9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
