Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XV. Perikles. Samarbejden med Wilkins og Rowley. Shakespeare og Corneille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136 William
Shakespeare
hende i Mitylene til et utugtigt Hus. Der lykkes det
hende i afskyelige Omgivelser at bevare sin Renhed og
vinde en Beskytter, saa hun bliver udløst. Saaledes
føres hun ombord paa Skibet til den i Havnen dvælende
Perikles, der er nedsunken i dyb Melankoli, for at
det kan prøves om hun ikke formaar at at omstemme
ham. Genkendelsesscene finder Sted dem imellem, ?g
derefter sejler man paa et Vink af Diana til Efesus,
hvor Thaisa lever i Dianateraplet og hvor Faderen
genfinder sin Hustru, den nyligt genfundne Datter
sin Moder.
Dette er det dramatisk umulige Udkast, som Shakespeare
har havt liggende for sig og som det har lokket ham at
udføre eller at omarbejde Hovedpartierne af. At han -
som Fleay med Iver har villet hævde - skulde have havt
sin Part af Stykket færdig forud, er for Enhver, der
har læst det Hele Linje for Linje med Opmærksomhed,
en umaadelig Usandsynlighed. Det vilde gjort Wilkins’
og hans Fællers Arbejd urimelig vanskeligt. En saadan
Skriven Begyndelse til en færdig sidste Halvdel vilde
have overgaaet deres Kræfter eller dog tvunget dem
til en yderst pinlig Agtpaagivenhed, tilmed da de
Shakespeareske Optrin indrammes af deres Arbejd i
Gowers Prologer, hans Mellemspil og Epilogen. Al
Rimelighed taler for, af Shakespeare er den, som
har lagt sin Haand paa et halvt eller helt færdigt
Makværk.
De to første Akter har han næsten ikke rørt ved; dog
er der nogle Spor af hans Pen; saaledes i den Finhed,
hvormed i Stykkets første Optrin Spørgsmaalet om
Blodskam er behandlet; saaledes i Thaisas undselige
og næsten stumme, men pludselig vakte Kærlighed
til den, der øjeblikkeligt synes hende den første
af alle Mænd. Scenen mellem de tre Fiskere, der
aabner anden Akt, har ogsaa Vendinger, der klinger
Shakespearesk. Særlig Stedet, hvor den ene Fisker
taler om de havesyge Rigmænd, der som Hvaler paa
Landjorden aldrig hører op at gabe, før de en Dag
faar slugt hele Sognet; Kirke, Klokketaarn og Klokker
indbefattede. Den anden Fisker siger: «Hvis jeg
var Klokker, saa vilde jeg den Dag være gaaet op i
Taarnet*, og paa Spørgsmaalet <Hvorfor?> svarer han:
«For saa vilde den rige Gnier have slugt mig med,
og naar jeg først havde siddet i hans Vom, saa skulde
jeg have holdt en saadan Kimen med Klokkerne, at han
ikke havde faaet Fred, før han havde kastet Klokkerne,
Klokketaarnet, Kirken og hele Sognet op igen.»
Imidlertid er det paa Saadanne Punkter jo ikke
udelukket,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
