Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XVI. Francis Beaumont og John Fletcher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150 William
Shakespeare
Anderledes forholder det sig med to Dramer fra dette
Tidsrum, til hvilke Shakespeares Navn i Forening
med anden Mands ligeledes er knyttet, og efter de
fleste Kritikeres Mening med Rette, Jeg mener De
to ædle Frænder (The two noble kinsmeri) og Henrik
VIII. Shakespeares Del i disse Stykker er langt
mindre betydelig, for det enes Vedkommende næsten
forsvindende, medens derimod den netop da med Glans
fremtrædende Digter, hvem Resten skyldes, har udfyldt
en betydningsfuld Plads i Tidsalderens dramatiske
Literatur og ikke har kunnet være Shakespeare helt
ligegyldig. Tvertimod det er en Fristelse for Tanken
at dvæle ved det Spørgsmaal, hvorledes Shakespeare
har stillet sig til ham og hvorledes det er gaaet til,
at han er kommen til at samarbejde med ham.
I Aaret 1608 var paa Globeteatret blevet opført et
Drama Philaster, som havde gjort ganske ualmindelig
Lykke, og hvis Sceneheid viste sig at være varigt. Det
havde to Forfattere, den 22-aarige Francis Beaumont
og den 28-aarige John Fletcher. De slog igennem
med dette Skuespil og fra nu af var begges Navne
berømte. Før den Tid havde Fletcher alene 1606-7
bragt sit formentlig lystige, men temmelig smagløse
Prosa-Stykke Kvindehaderen (The woman-hatef) paa
Brædderne, hvori der vel er nogle komiske Figurer,
men Intet, der lover hvad han som Digter vilde komme
til at yde.
Efter den med Philaster fejrede Triumf lod de to
Digtere i 1610 eller 1611 opføre deres navnkundige
Hovedværk The Maids Tragedy og i 1611 det kun
lidet mindre ansete Drama A king and no king-,
fra nu af fortsatte Fletcher først i Forening
med Beaumont, efter dennes Død (1615) endnu i de
ti Aar, han havde tilbage at leve, alene (for et
enkelt Stykkes Vedkommende i Forening med Rowley)
sin dramatiske Virksomhed og naaede en Anseelse, der
rimeligvis i Shakespeares sidste Leveaar, i ethvert
Tilfælde efter hans Død, hos det store Publikum
fordunklede dennes og som efterhaanden steg saa
stærkt, at Dryden i sit bekendte Essay of Dramatic
Poesie 1668 kunde bemærke: «Beau-monts og Fletchers
Stykker afgiver nu de hyppigste og mest tiltalende
Teaterforestillinger, idet der Aaret rundt spilles to
af dem for hver Gang der opføres et af Shakespeares
eller Jon-sons»––et Ytring, der iøvrigt, naar
Hensyn tages til Optegnelserne i Pepys’s Dagbog,
synes adskilligt overdreven. Men af Shakespeare og
Jonson var atter den sidstnævnte den, hvis Ry,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
