Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XVII. Shakespeare og Fletcher. De to ædle Frænder og Henrik VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170 William
Shakespeare
tydeligt, at Stykket, om hvilket der tales, er vort
Henrik VIII, der altsaa dengang har været nyt.
Indtil omtrent Aar 1850 havde Ingen betvivlet, at
dette Skuespil, som iøvrigt og med Rette kun blev
lidet beundret, skyldtes Shakespeare alene. Nu findes
der intet Menneske, som tror det, ja det gaar med
det som med De to ædle Frænder, at der i vore Dage og
blandt de meget Sagkyndige gives Mænd, som antager,
at Shakespeare ikke har ringeste Del deri.*)
Den fine Iagttager Emerson gjorde, hvor han i
sin Bog Repre-sentative Men talte om Henrik VIII,
opmærksom paa, at der i Versene her findes to ganske
forskellige Arter Rytmik, en Rytme som er Shakespeares
og en anden, langt ringere. Samtidigt udgav Spedding
i Tidsskriftet The Gentleman’s Magazine for August
1850 en senere med ændret Titel optrykt Afhandling:
Hvem skrev Shakespeares Henrik VIII?, hvor han
ligeledes paaviser to forskellige Arter af Vers i
Stykket og hævder, at Tonefaldet i den ene Gruppe
ikke er Shakespeares men Fletchers. Til ham sluttede
i Aaret 1874 Fleay og Furnivall sig.
For at forstaa disse Undersøgelser, maa Læseren have
følgende simple Udviklingshistorie af den engelske
femføddede Jambe nærværende: Det engelske Sprog
kender jo ikke hvad vi i vort kalder kvindelige Rim,
i bestemt Modsætning til mandlige og vekslende med
dem. Men det første Forsøg paa at raade Bod paa
Blankversenes Ensformighed, bestod dog simpelthen
i Tilføjelsen af en overtallig Stavelse til de
oprindelige ti (double ending). Antallet af Saadanne
længere Vers er hos Shakespeare i Henrik V atten
af hundrede. Ben Jonson vilde længe opretholde den
gamle Regelrethed i Versbehandlingen, men maatte
dog tilsidst slaa ind paa den nye Skik. Fletcher gør
stadig Brug af Ellevestavelses-
*) F. J. Furnivall, der i den store Afhandling,
som indleder The Leopold Shakspere (136 Kvartsider),
har behandlet Stykket som delvis Shakespearesk, har
senere skiftet Overbevisning og har i Margenen til det
Eksemplar af Bogen, han har foræret mig, med sin egen
Haand ved Henrik VIII tilføjet not Shakspere’s. Arthur
Symons, Stykkets Udgiver og Indleder i Irving-Udgaven,
har til mig mundlig erklæret, at han nu - paa
Grund af Versbehandlingen - var tilbøjeligst til
den Tro, at Shakespeare slet ingen Del har havt
deri. P. A. Daniel, den grundlærde Udgiver af saa
mange Shakespeare-Quarto’er, har til mig udtalt,
at han ingen Mening havde om, hvem Forfatterne var,
tilføjede dernæst ret betegnende, at det var ham
ganske ligegyldigt, naar blot Stykket var godt -
et Standpunkt, som ikke er det psykologiske.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
