Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XVIII. Cymbeline. Stoffet; Udgangspunktet; Moralen; Idyllen; Imogen. Shakespeare og Goethe. Shakespeare og Calderon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
177
’ aldrig slappes, Forstand, som aldrig omtaages,
Kærlighed, som aldrig glipper, Ildhu, som aldrig
sløves. Hun, som Marina, kastes ned i Tilværelsens
Ormegaard. Kun bagvaskes, og ikke som Desdemona paa
anden, tredje Haand, men af selve deny der praler
med hendes Gunst og som fremlægger tilsyneladende
fyldestgørende Beviser paa den for hendes Husbond. Hun
miskendes, og ikke som Gordelia, der blot bortstødes
med Kulde og drager bort med sin Udkaarne, men
saaledes, at hun dømmes til Døden af selve den
Vildledte, som er den Eneste, hun elsker. Ikke
desmindre bevarer hun sin Følelse for ham uændret og
usvækket.
Forunderligt, højst forunderligt! Hos Imogen møder
vi den fyldigste, dybeste Kærlighed, Shakespeare
nogensinde har nedlagt i en Kvindes Bryst. Han
fremstiller dette nu, saa kort efter at hans Skuespil
var fyldte til Randen af Kvindeforagt. Han har
da troet paa en saadan Kærlighed, saa begejstret,
saa haardnakket, saa ydmyg - troet paa den nu. Han
har altsaa set eller truffet en saadan Kærlighed,
truffet den nu.
Selv en Digter har jo ikke megen Lejlighed til
at iagttage Elskov. Elskov er en sjælden Ting,
sjældnere end det siges, og naar den er til, er
den i Reglen saare ordknap. Har han ganske simpelt
tyet til sine egne Erfaringer, sine egne indre
Oplevelser, sin Bevidsthed om hvorledes han selv
følte, naar han elskede, og har saa overflyttet denne
Elskov fra Dur til Mol! og lagt den paa en Kvindes
Læber? Eller har han elsket netop nu, og er han nu
selv i Slutningen af sin Levealders femte Tiaar bleven
elsket saaledes? Sandsynligheden taler unegteligt for,
at han skriver ud fra ganske friske Erfaringer. De
behøver alligevel ikke netop at have gældt ham
selv. Kvinderne plejer ikke at elske Mænd af hans Art
og Betydning med saadan Alvor og Lidenskab. Reglen
vil altid være, at en Moliére bliver tilsidesat for
en eller anden Greve af Guiche og en Shakespeare for
en Pembroke eller Southampton. Det er da ingenlunde
sikkert, at det er Følelser, der havde ham selv til
Genstand, som paany har givet ham Troen i Hænde paa
en Kvindes saa fuldstændige og ubetingede Elskov til
en enkelt Mand. Ellers vilde han neppe heller have
forladt London faa Aar derefter. Nogle stærke Glimt
af Elskov har han imidlertid efter al Sandsynlighed
netop nu personlig mødt, og rimeligvis har iøvrigt
Prinsesse Arabellas tapre, af Kongen saa haardt
straffede Kærlighed til
12*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
