Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XVIII. Cymbeline. Stoffet; Udgangspunktet; Moralen; Idyllen; Imogen. Shakespeare og Goethe. Shakespeare og Calderon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
181
som Kong Cymbeline har havt i første Ægteskab; hun
er altsaa Arving til Britanniens Krone.
Der staar da endnu det tredje Parti tilbage,
omfattende Alt, hvad der angaar Belarius, hans
Forvisning, hans Flugt med Kongens Sønner, hans
ensomme Liv i Skoven med de to unge Mennesker, Imogens
Ankomst til dem osv. Alt dette er fri Digtning af
Shakespeare, om han end sandsynligvis har faaet en
svag Tilskyndelse til Opfindelsen ved Læsningen af
Greven af Antwerpens Historie i Decameroné’s 2. Bog,
8. Novelle. Og i dette, som han helt har digtet til,
i det Modsætnings- eller Udfyldnings-Forhold, hvori
dette staar til hvad han har optaget, er tydeligt
nok Vejen anvist os til de Stemninger og Tanker,
der bar fyldt ham, da han skred til af dette Stof at
forme sit Drama.
Jeg tænker mig det saadan: Han har som gennemlevet
Stemning bag sig, dette, at Opholdet mellem Menneskene
er utaaleligt, særligt mellem Menneskene i en stor By
og ved et Hof. Aldrig tilforn havde han havt en saa
fyldig og oprørt Følelse af hvad et Hof i Grunden
vilde sige. Ved Hoffer trives og hersker Dumhed,
Raahed, Svaghed og Falskhed. Cymbeline er dum og svag,
Cloten er dum og raa, Dronningen falsk.
Her forvises de ypperste Mænd (som Belarius og
Posthumus), her mishandles den bedste Kvinde (som
Imogen). Her indtager den fornemme Giftblanderske
den højeste Plads - selve Dronningen blander Gift
og forlanger Gift af sin Læge. I Hoffet naaer
Fordærvelsen sit Højdepunkt, men overhovedet er det
i de store Byer, under Samlivet med mangfoldige
Mennesker, umuligt selv for den Bedste at bevare
sig udadlelig. De Vaaben, der benyttes mod En,
Løgn, Bagvaskelse og List, tvinger En til at bruge
hvad Midler, man formaar, som Nødværge. - Derfor
Længsel bort fra Byen, derfor ud paa Landet, ud i
Skovensom-heden, ud i Idyllen!
Dette Træk er staaende, blivende i Shakespeares Sjæl
i disse Aar. Timon havde længtes bort for at fylde
Ensomheden med sine Forbandelser. Han havde søgt til
de øde Steder. Men Belarius med Kongesønnerne bor her
i et romantisk Vildnis, ganske som snart derefter
Perdita og Florizel (Vinteræventyret*) ses omgivne
af en landlig Høstfests Skønhed, og som (i Stormen)
Prospero med sin Datter opholder sig paa en yndig,
ubeboet Ø.
Naar Shakespeare i sine yngre Aar havde givet et
fantastisk Liv i Skovensomheden Plads i sine Drømme,
saa var det (som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
