Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XVIII. Cymbeline. Stoffet; Udgangspunktet; Moralen; Idyllen; Imogen. Shakespeare og Goethe. Shakespeare og Calderon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182 William
Shakespeare
det viste sig i Som Jer behager) fordi det morede ham
at forestille sig Omgivelser, der var hans Rosalinder
og Gelia’er værdige, ideale Ardenner, maaske rettere
ideale Arden-Egne, som den, hvori han i sin Barndom
havde levet sammen med Naturen, Egne, hvor man ikke
havde Forretnings- og Arbejds-Livets Sorger, men
hvor tinge Mænd og unge Kvinder tilbragte deres Dage
i lykkelig Lediggang i hinandens Selskab, forelskede
eller latter milde, tungsindige eller lystige. Skoven
var her kun den af Naturen selv oprettede Republik
for en aandfuld og elskovsfuld Elite af den bedste,
paa Indfald rigeste Ungdom, han havde kendt eller
rettere krævet og skabt i sit eget Billede for at have
Selskab, der passede for ham. Luften genlød af Sang og
Suk og Kys, af Ordspil og Latter. Det var de aandfuldt
Forelskedes Paradis, han søgte og drømte sig.
Hvor ganske anderledes forestiller han sig den
landlige Ensomhed nu! Den er ham et Eneste,
Fristedet. Den betyder for ham den rene Luft,
Sjælesundhedens Hjem, den virkelige Uskylds Krongods,
Tilflugtsstedet for den, der flyr den Løgnens og
Falskhedens Smitte, der raser ved Hoffer og i Byer.
Ingen undgaar den der. Dog, vel at mærke,
Shakespeare ser nu ikke mere paa denne Usandhedens
og Upaalidelighedens Udbredelse med Timons Blik. Han
ser nu ned fra friere stillede Højder.
Vistnok formaar Ingen at holde sit Liv helt rent
for Usandhed og Bedrag og Overlast mod Andre. Men
Usandheden og Bedraget er ikke altid en Last,
end ikke Overlasten behøver at være det; den er
tit en Nødvendighed, et tilladt Vaaben, en Ret. I
Grunden havde Shakespeare altid ment, at der ikke
gaves ubetingede Forbud eller ubetingede Pligter. Han
havde f. Eks. ikke tvivlet om Hamlets Ret til at dræbe
Kongen, neppe engang om hans Ret til at støde Polonius
ned. Men hidtil havde han ligefuldt ikke kunnet værge
sig mod en overvældende Følelse af Harme og Væmmelse,
naar han saa sig omkring og saa lutter Brud paa
Sædelighedens simpleste Love rundt om sig. Nu har
der i hans Sind dannet sig ligesom en sammenhængende
Tanke-kres om dette, han altid dunkelt havde følt:
der gives ingen Saadanne ubetingede Bud; Iagttagen
eller Ikke-Iagttagen af dem, er ikke det, hvoraf en
Handlings, endsige en Karakters, Værd og Betydning
afhænger; Alt kommer an paa det Indhold, hvormed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
