Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XVIII. Cymbeline. Stoffet; Udgangspunktet; Moralen; Idyllen; Imogen. Shakespeare og Goethe. Shakespeare og Calderon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186 William
Shakespeare
giver Skuespillet Perspektiv, idet Bihandlingen
er et Sidestykke til Hovedhandlingen, som Glosters
Ulykke med den slette Søn til Lears med de afskyelige
Døtre. Hofmanden og Krigsmanden Belarms faldt for
en Snes Aar siden paa Grund af Bagvaskelse uden
egen Skyld i Unaade hos Cymbeline, der erklærede
ham for fredløs, ganske med samme ufornuftige
Lidenskabelighed, med hvilken han nu bortjager
Posthumus. For at hævne sig bortførte han Gymbelines
to Sønner til et Skovliv i Ensomhed, hvor de vokser op
i den Tro, at han er deres Fader. Til dem kommer i sin
Elendighed den fra Mordforsøget undslupne Imogen og
modtages klædt som Yngling med den største Inderlighed
og Ømhed af sine Brødre, der ikke kender hende,
og hvem hun ikke kender. Den ene af dem, Guiderius,
fælder Gloten, som haaner og udæsker ham. Begge de
to unge Mænd gaar i Krig, da den romerske Hær gør
Landgang, og frelser sammen med Belarius og Posthumus
Riget for deres Fader.
Den Grundsætning, der kommer til Udtryk i deres
Skæbner som i Cymbelines Statsforhold, i Imogens
Forhold til Posthumus som i Tjeneren Pisanios til
begge, er efter Gervinus’s rigtige og skarpsindige
Iagttagelse den, som ligger i Modsætningen mellem de
to engelske Ord true og false, idet true paa en Gang
betyder sanddru og trofast, Begreber, der ogsaa her
i Stykker glider over i hinanden, medens false har
Dobbeltbetydningen troløs og løgnagtig.
Ved Hoffet er Jordbunden gyngende og farlig. Der er
den dumme, opfarende, bestandig vildledte Konge;
der er den snu Giftblanderske, Dronningen; der
er endelig hendes Søn Cloten, en af Shakespeares
originaleste Skikkelser, et sandt Geniets Værk, der
i Digterens lange Række af raa og plumpe Fyre ikke
har sin Lige. Han er i sin dumme Ubehjælpsomhed og
umaskerede Ondskab Modstykket til Moderens hykkelske
Væsen og smidige List; han har kun arvet Værdiløsheden
efter hende.
For at opnaa Muligheden af en virksom
Teater-Forveksling har Shakespeare udstyret ham med
ganske samme Legemsform som den skønne Posthumus,
medens hans Hoved alene skal udtrykke den himmelvide
Forskel dem imellem - et ukunstnerisk Indfald. Des
fortræffeligere har Shakespeare malt ham som den
forvirrede Klods og Tølper han er, ved at lade ham
med bul-Vrende Stemme støde Ordene frem. Med kraftigt
Lune og fin dirkelighedsiagttagelse har han udstyret
ham med de højeste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
