Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XVIII. Cymbeline. Stoffet; Udgangspunktet; Moralen; Idyllen; Imogen. Shakespeare og Goethe. Shakespeare og Calderon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
187
Forestillinger ora hans Værdighed og holdt ham
fri for enhver Tvivl om hans Ret. Der er ingen
Grænser for hans Forfængelighed, hans Raahed, hans
Bestialitet. Kunde Ord slaa itu, saa vilde hans
Tale bestandig slaa noget itu i andre Menneskers
Allerhelligste. Han har foruden saarende Ord ogsaa
de fæleste Hensigter; han vil bruge Vold mod Imogen
ved Milfordhavn og saa sparke hende hjem osv. Hans
Dumhed gør ham heldigvis mindre farlig, og med fin
Kunst har Shakespeare forstaaet at lade ham fra først
til sidst virke komisk, hvad der tager hele Braadden
af det pinlige Indtryk, han ellers vilde gøre. Man
har Glæde af ham som af Caliban, hvem han varsler
om, og der har efterstræbt Miranda nøjagtigt som han
efterstræber Imogen. Ja man kan paa en Maade betegne
Caliban som en Videre-Ud-, vikling af hans Væsen til
Type og Sindbillede.
Det er Personligheder som disse, der udgør den
Verden, Belarius skildrer for Guiderius og Arviragus
(III s), da de to unge Mænd heftigt længes bort fra
Uvirksomheden i den ensomme Skovegn under deres Savn
af Mennesker og af Samfundslivet med dets Brydninger
og Kampe:
Hvor l taler! Kendte blot I Stadens Aager, havde ret
den prøvet, og Hoffets Kunst, saa svær at slippe som
at holde fast - hvor det er sikkert Fald at naa til
Toppen, eller dog saa slibrigt, at Frygten er saa
slem som Faldet selv; og Krigens strenge Færd, der
synes blot at søge Faren op for Rygtets og for Ærens
Skyld, der dør, imens den søges, og faar vel fuldt saa
tit kun Haan til Gravskrift, som Ros for Heltedaad,
ja mangen Gang faar Skam til Tak for gæv Bedrift;
end værre: maa bukke for Bagtalelsen! O Drenge,
det staar at læse i mit Levnedsløb.
I denne Verden lader Shakespeare to Personer være
opvoksede, hvilke vi efter hans Vilje skal betragte
som højere Væsner.
Det har været ham magtpaaliggende fra Stykkets første
Scene af at meddele Tilskuerne de størst mulige
Forestillinger om Posthumus. En Adelsmand taler om
ham til en anden i Udtryk som dem, der i sin Tid
anvendtes om Henrik Percy:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
