Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XXII. Stormen som Skuespil. Shakespeare og Prospero. Afsked med Kunsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238 ^William
Shakespeare
blev misfornøjet med ham, klemte hun ham ind i et
kløvet Grantræs Spalte, hvorfra han efter mange
Aars Fangenskab først blev befriet ved Prospero’s
Tryllemagt. Derfor tjener han ham til Gengæld, men
længes dog stadigt efter den Frihed, der er lovet
ham efter en vis Tidsfrists Forløb. Skønt hans Væsen
er Luft, kan han godt føle Medynk og sætte sig ind
i Hengivenheds-følelser, han ikke egenlig nærer. Det
tjenende Forhold piner ham imidlertid saa stærkt, at
han glæder sig til den Dag, hans Frihedstime slaar.
Medens Ariel nu saaledes er Luft- og Ildaand, hvis
Væsen opløser sig i Skelmsstykker og Musik, er Jorden
Galibans Element; han er en Art Landfisk, et Væsen
dannet af tunge og grove Stoffer, hvem Prospero fra en
dyrisk Tilværelse har løftet til en menneskelig uden
dog at kunne give ham en virkelig Kultur. Da Prospero
først kom til Øen, forkælede han Galiban, klappede
ham tit, gav ham Vand med Saft af Bær at drikke,
lærte ham at benævne «det større Lys og det mindre*,
gav ham Plads i sit Hus og meddelte ham efterhaanden
Talens Kunst. Men Alt forandredes, da Caliban i sin
vilde Drift forgreb sig paa Miranda. Fra da af har
Prospero behandlet og brugt ham som sin Træl. Og
underligt nok, Shakespeare har udtrykkeligt ikke
villet stemple Galiban som et saadant raat og prosaisk
Væsen, der var uden Berøring med den fortryllede Øs
Poesi. Medens de simple Fremmede, Stefano, Trinculo i
Reglen taler i Prosa, er Galibans Tale stadig rytmisk,
ja faa af Stykkets Vers er saa melodisk skønne som
de, der springer fra hans dyriske Læber. Det er som
et Minde om den Tid, de han indenfor Tr}rliekresen
levede Prospero og Miranda nær som deres Fælle.
Dog siden han fra deres Fælle er bleven deres Slave,
er al Taknemmelighed for tidligere Velgerninger
veget fra hans Sind, og han bruger Sproget, han har
lært, til at forbande sin Herre, der har røvet ham,
Urbeboeren, hans Kongerige. Han har den Vildes Had
til den civiliserede Erobrer.
Vi saa, at Shakespeare i dette sidste Tidsrum af
hans Frembringen under sin Afsky for Hoflivets og
Kulturlivets Laster havde en Tilbøjelighed til
at drømme om en Art Naturtilstand fjern fra al
Civilisation (Cymbeline). Men hans Instinkt var
altfor sikkert, hans Visdom altfor sund, til at han
nogensinde med sin Tids Utopister har troet paa den
oprindelige Naturtilstand som Uskyldens og Sjæleadlens
eller paa en Guldalder, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
