Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XXIV. Stratford-upon-Avon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250 William
Shakespeare
dom havde gaaet saa utallige Gange, den, hvor han og
Anna Hathaway havde havt deres første Stævnemøder. Til
højre og venstre mødte hans Øjne de høje Hegn, der
her skilte Markerne. Disse var ikke som andensteds
træløse; rundt om paa dem stod Træer, snart i Grupper,
snart alene. Han gik ad den bølgeformede Vej i det
bakkede Landskab. Den snoede sig til Shot-tery mellem
rige Elmetræer, Birke og stævnede Pile. Efter en
knap Times Gang naaede han til Anna Hathaway’s Hus
med det mosgroede Tag. Han traadte ind og saa igen
ved Kaminen den ved Væggen og i Gulvet fastgjorte
Træbænk, hvor han og hun i deres fyrige Ungdom havde
siddet Haand i Haand. Hvor langt laa ikke alt dette
bag ham! Han gensaa paany den ældgamle Seng fra det
15. Aarhundrede, hvori Anna Hathaway’s Forældre havde
sovet og hun som Barn ved Fodenden. Dens Madradser
var kun Halmmaatter, men smukt udskaaren var den
med Figurer i gammel Stil. Mon han tænkte paa, at
hun forud ejede den, da han faa Aar derefter i sit
Testamente efterlod hende «den næstbedste Seng»?
En anden Dag vandrede han lige til Warwick og Warwick
Gastle. Byen lignede Stratford, var bygget soni den
af Bjælker og Mursten i Forening, men Slottet laa
vidunderlig dejligt, højt og romantisk med sine to
Taarne. Stod han nede paa Broen over Avon og saa op
derimod, kaldte det, mægtigt som det virkede, den
svundne Tid tilbage i hans Erindring og hans egne
Ungdomsdrømme ved Skuet af dette Slot og dem af dets
Beboere, han selv i sin Digtning havde manet op af
Graven, den Jarl af Warwick, som han i sin Henrik VI
havde ladet opregne Vidnesbyrdene om, at Hertugen af
Gloster havde fundet en voldsom Død, og hin anden Jarl
af Warwick, som han i sin Henrik IF’s anden Del (IIIi)
havde lagt de Ord i Munden, han selv maatte sande nu:
Hver Enkelts Liv har sin Historie, hvori de svundne
Tider spejler sig.
Og Shakespeare gensaa Gharlecote House, hvor han
havde maattet staa som Synder for Herremandens Aasyn
og lidt sit Livs største Ydmygelse, der førte til
hans Løsrivelse fra Hjemmet og hans tidlige Held og
stadige Medgang i London.
Forunderligt var det ham at befinde sig her paany,
hvor Alle kendte ham, Alle hilste ham, medens han i
London havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
