Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - II. Drengeaarene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290 Lord
Beaconsfield
i
udleverer ham endelig som Offer til Drengenes Raseri,
medens han med en ladt Pistol selv holder sig dem fra
Livet. Han forlader Skolen med det Ord at kunde han
opfinde nogen ny og skærpet Pinsel, skulde den gerne
være til deres Tjeneste mod hin Lærer, den samme,
der fra først af satte Stikordet «Fremmed» i Omløb
imod ham. Contarini hævner sig mindre overlagt, men
lige saa grundigt. Han tager i Eton, som Disraeli
selv aldrig fik Adgang til, Hævn i Bokserkamp mod en
langt større og sværere Dreng, flyver ind paa ham som
et vildt Dyr og slaar ham til Jorden. Man agte paa
den Sætning, som følger: «Han var paa Benene igen i
samme Øjeblik; og sandelig jeg vilde ikke have brudt
mig om deres enfoldige Regler for Spilfægteri, men
havde slaaet ham fordærvet, mens han laa. Dog han
var oppe igen i samme Øjeblik.» Hvor betegnende er
denne Vending! Contarini agter ikke Kampens vedtagne
Love? saa lidt som Vivian betænker sig paa at anvende
gennemført Forstillelse som Middel til at straffe
Forræderi og Tyranni; hos begge er Hævntørsten saa
glødende at den puster alle andre Hensyn tilside.
Man høre Gontarini Flemings Beskrivelse af Kampen:
Jeg fløj igen ind paa ham. Han kæmpede med smidig
Kraft, men han var som en Slange mod en Tiger. Jeg
tabte aldrig hans Øjne afsyne, mine Slag faldt med en
Maskines hurtige Nøjagtighed. Hans blodige Ansigt var
ikke til at kende igen. Jeg troer, han var forfærdet
over min afsindige Mine.
Jeg kunde ikke vente mellem Bokseturene. Jeg raabte
med rasende Stemme til ham at han skulde komme an. Der
var aandeløs Taushed. De var lynslagiie .... Hver
Gang han kom frem, gjorde jeg det samme ftygtelige
Spring, huggede hans Parade igennem og holdt ikke
op at bearbejde hans Hoved, før min Næve syntes
at trænge ind i selve Hjernen paa ham; og efter ti
Omgange faldt han om helt, blind. Jeg følte aldrig
hans Slag; jeg mistede aldrig mit Vejr.
Han kunde ikke komme op i rette Tid. Jeg foer
frem; jeg lagde mit Knæ paa hans Bryst. «Jeg slaas
ikke mere», skreg han svagt. «Bed om Forladelse»,
raabte jeg, «bed om Forladelse!» Han tav. &Sig Om
Forladelse*, sagde jeg, Celler jeg véd ikke hvad
jeg gør». - »Aldrig», svarte han. - Jeg løftede min
Arm. Nogle vilde lægge sig imellem. Bort! skreg jeg,
Bort, Bort! Jeg greb den faldne Anfører, ilede ud
gennem Porten og slæbte ham efter mig som Achilles
den døde Hektor. Ved Vejens Ende laa en Mødding. Op
-paa den slængte jeg hans halvt livløse Krop.
Jeg slentrede bort til et af mine Yndlingssteder.
Jeg var rolig og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
