Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - III. Ynglingsærgerrighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296 " Lord
Beaconsfield
Man hører Ærgerrighedens Opsving og dens Tungsind
igennem denne Klage; Vil det lykkes at trænge
igennem? Vil mine aandelige Kræfter forslaa? Disse
Spørgsmaal dukker glimtvis frem i Disraelis tidligste
Bøger, dog langt hyppigere som en Tvivl om Udfaldet
end som en Tvivl om Evnerne selv. Der findes i The
young Duke et enestaaende Blad, hvor Fortælleren
pludselig træder ud af sin Bog frem foran Læseren og
med ungdommelig Mangel paa Selvbeherskelse begynder
at tale om Stedet, hvor han opholder sig, medens han
skriver dette, om sig selv og sit indre Liv. «Midt
imellem det evige Roms Ruiner, siger han, nedskriver
jeg disse Blade, der er lettere end Vinden, og fylder
hele Bind med Fantasier, der vil være glemte, før
jeg erfarer, at de er blevne offenliggjorte. Og dog
er jeg ikke En, som er uimodtagelig for den Trolddom,
der knytter sig til mit minderige Opholdssted, og jeg
kunde lade min Lidenskab bruse frem strømmevis, men
jeg holder dens Vande tilbage«. Han sammenligner da
sit Sind med et roligt Hav, men et, hvis mørke Farve
varsler om de Storme, der vil komme; han selv formaar
allerede at høre de vaagnende Vindstøds Hvislen og de
svulmende Vandes Voksen, og i heftig Sindsbevægelse
udbryder han:
Thi jeg er En, som skønt ung dog er gammel nok til at
vide, at Ærgerrighed er en Dæmon, og jeg flyer for
hvad jeg frygter. Ryet har Ørnevinger og dog stiger
det ikke saa højt som Mandens Attraa . . . Kunde vi
blot drage Purpuret fra Heltens Hjerte, kunde vi blot
rive Laurbærkransen fra Digterens bankende Tinding,
og læse deres Tvivl, deres Farer, deres Fortvivlelse,
da vilde dette være os en større Lære, end vi
nogensinde kan indvinde ved at grunde over deres
Bedrifter eller deres Beaan-delse. Tænk paa Cæsar,
som han var, da han endnu ikke anerkendt saa sin
Ungdom svinde og fældte Taarer over Makedonerens unge
Sejersløb! Kunde Farsalus bøde paa denne fortærende
Kval? Se den ubekendte Napoleon sultende paa Paris’s
Gader! Hvad var St. Helena mod Bitterheden af en
saadan Ungdom? Syner fra hans Storhedsdage kunde dog
efter Faldet opklare selv det mørkeste Fængsel; men
at være sig overnaturlig Energi bevidst og tænke sig,
at den kan dø uden at have frembragt sine Vidundere:
kan Stejle eller Pinebænk maale sig med en saadan
Frygts Pinsler? ....
Denne ligefremme Udtalelse falder ikke blot ud af
Bogens Sammenhæng, men fremfor Alt ved sit højtspændte
og stærkt lyriske Sving helt ud af Romanens lette,
fashionable, nu og da tvungent letfærdige Tone. Hvor
dybt har den ikke været følt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
