Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - III. Ynglingsærgerrighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Beaconsfield
297
hvor umuligt har det ikke været at holde den
tilbage! Som Den, der bærer paa en Hemmelighed og hvis
hele Væsen er lagt ari paa at dølge den, undertiden
ikke kan berøve sig selv den Tilfredsstillelse i en af
Andre upaaagtet Antydning at lade den skinne igennem,
saaledes synes den unge Forfatter ikke at have kunnet
negte sig det Virkemiddel, paa et enkelt Sted i sin
Bog at rive den elegante Fortællermaske fra sit Ansigt
og pludseligt vise Læseren de af alle Ærgerrighedens
Lidelser og Anfægtelser furede, sande Ansigtstræk.
Ærgerrigheden er som Naturdrift forskelligartet,
eftersom den fortrinsvis gaar ud paa Ry eller paa
Magt. Hos literære Personligheder har den hyppigst
den første Retning, og den trygler sig da fuldt saa
ofte Ros og Hæder til, som den høster dem lovligt
og roligt og - sent. Hos politiske Mænd er den i
Almindelighed umiddelbart rettet paa Magten, og den
lister eller sledsker eller køber sig da fuldt saa
ofte Magten til som den vinder den ved Fortjenester
alene. Hermed skal ikke være sagt, at Ærgerrigheden
som saadan er af usædelig Natur; thi den er i og for
sig hverken sædelig eller usædelig, men naturlig,
og sit moralske Stempel faar den hos den Enkelte
først ved sine Midler og sine Maal.
Ærelysten og Magtlysten var hos Disraeli lige
umiddelbare Udstrømninger af Selvfølelsen, men
neppe lige stærke; hans Natur havde til Nød bedre
kunnet nøjes med Magt uden Ære end med Ære uden Magt;
det forekommer mig, at havde han havt Valget mellem
at være den almægtige Formand for en hemmelig Ret
eller den i Ferrara fejrede Tasso, saa havde han
foretrukket det første; dog i sin Stræben har han
sikkert aldrig adskilt dem, om der end var Forskel
paa Maaden, hvorpaa han følte sig stillet overfor
disse to Genstande for sin Attraa. Æren saa han for
sig som kunde han gribe den med Haanden, den kunde
han med sine Evner trodse sig til; han behøvede ikke
at vinde eller smigre Nogen for at naa den, ja han
vandt den maaske lettest og hurtigst ved at udæske til
alle Sider. Magten var fjern, yderst fjern, den kunde
han kun i Skridtgang nærme sig eUer liste sig til;
Vejen, som førte til den, var baade glat og bugtet,
men han var fast bestemt paa ikke at sky nogen Møje,
nogen Ydmygelse, nogen Taalmodighedshedsprøve, der
kunde føre ham til Maalet. Og her var et virkeligt
Maal. Medens Æren efter sin Natur er relativ, et Gode
af ubestemmelig Stør-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
