Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - III. Ynglingsærgerrighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Beaconsfield
299
Der gaar Aaringer hen, og Digteren, hvis Fader er en
fremragende Politiker, har lidt sine første Nederlag
og vundet sine første Sporer. Han har i tillidsfulde
Øjeblikke set sin Genius og sin Skæbne kæmpe paa
Liv og Død og Kampen ende med at han «siddende
paa en skinnende Trone, af et begejstret Folk
modtager en Laurbærkrans». Men Politiken frister
ham stadigt næsten lige saa stærkt som Literaturen,
han opnaar ved sin Faders Indflydelse en Stilling som
Understatssekretær og vinder ved sin Åndsnærværelse
og Kækhed i Statsraadet en afgørende diplomatisk
Triumf. Skulde man ikke sige, at denne Digter, tvert
imod Forfatterens Hensigt, røber større politisk end
poetisk Ærgerrighed og heftigere Begærlighed efter
Magt end efter Navn, naar man læser det Udbrud som
følger:
Jeg følte min hele Energi. Jeg gik op og ned ad Gulvet
i et sandt Raseri af Ærgerrighed og jeg tørstede
efter Handling. Det forekom mig, at der ikke gaves
nogen Bedrift, hvortil jeg ikke var i Stand og efter
hvilken jeg ikke havde Attraa. I min Fantasi lastede
jeg Troner og grundlagde Kejserriger. Jeg følte mig
selv som et Væsen, der var skabt til at aande i et
Luftlag af Revolution.
I dette Øjeblik kommer Faderen til og spaar ham, at
han vil blive Førsteminister i Landet, hvori de bor,
(Skandinavien) og maaske blive mere end det (det vil
sige: blive det i et større Land). Faderen ser fejl
af Sønnens Evner, thi denne vender hurtigt tilbage til
Literatur og Digtning paany; men Faderens Fejltagelse
synes os kun altfor naturlig, der ikke er vante til at
finde en saadan Tørst efter Daad og Magt og Herredømme
hos en Poet, og ved at udruste en Digter med denne
Egenskab har Disraeli ubevidst røbet hvor almen han
ansaa den for at være. I Romanen drøftes mellem Fader
og Søn selve det Spørgsmaal om Bedrift eller Digtning,
Herskerry eller Digterry er at foretrække, og Sønnens
Sind drager ham til Poesien; dog kan der neppe være
Tvivl om, at det er Faderen, der udtaler Disraelis
Ejertensmening, naar han holder paa den modsatte
Anskuelse. I Fortalen til sin egen Faders Skrifter har
han engang langt senere fremhævet, at en Forfatter
kan paavirke sin Samtid dybere end en Statsmand, og
at en Bog kan være vel saa stor en Ting som et Slag
eller en Kongres. Dette er sandt og han har ment det;
men han har ikke ment eller følt det som det, der var
Sandhed for ham. Hvor langt dybere har han ikke følt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
