Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - V. Vivian Grey
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Beaconsfield
315
de Fleste; al denne Stranden og al denne Mislykken
lod sig imidlertid ligesaa sikkert føre tilbage til
en Mangel paa legemligt og aandeligt Mod .... Men
nu var Vivian Grey overbevist om, at der i denne
Verden idetmindste var én Person, som ikke var nogen
Kryster hverken i Henseende til Legeme eller til
Sjæl, og saaledes var han for længe siden kommen til
den behagelige Slutning, at det var umuligt, hans
Bane kunde blive andet end glimrende i allerhøjeste
Grad.» Det viser sig efter Vivians Mening nødvendigt
at drage en virkelig Politiker, en stor Begavelse,
der har trukket sig tilbage fra Verden, ind med i det
nydannede Parti, og til denne Jævnbyrdige udtaler han
uden Skrupler sin Ringeagt for de øvrige Partifæller
og sit efter hans egen Opfattelse fyldestgørende
Selvforsvar for at have indladt sig med dem. Til
Cleveland siger Grey: «Jeg har ikke ladet mig narre
af Marki’en af Carabas, saa lidt som jeg overhovedet
er nogen Mands Nar eller Værktøj. Men tro mig, der
er Ting i Gære i England, som hvis de tages i Tide,
kan gøre en Mands Lykke. Jeg indser dette som ung
Mand, der ikke er bundet til politiske Principer,
ikke har Forbindelser i den politiske Verden, og
ganske vist, som jeg a åbent tilstaar, har en vis
Tillid til mine Evner, men dog ønsker at benytte
mig af Andres Magt. Saaledes stillet finder jeg mig
selv arbejdende for samme Formaal som Lord Carabas
og tyve andre Mænd af hans Kaliber, og skulde jeg
maaske spille Eneboerens Rolle i Livets Skuespil,
fordi mine Medspillende undertiden er Narre og,
naar Lejligheden tilbyder sig, Slyngler?«
Man tro nu ikke, at den kolde og hensynsløse Vivian
virkelig i Bogen vinder den lette politiske Sejr,
han stoler paa. Tvertimod, alle hans Planer gaar
i Luften. Som om Forfatteren med et profetisk
Fremsyn havde anet den lange Række af Skuffelser
og Nederlag, der forestod ham selv, har han ladet
Slag paa Slag ramme sin ærgerrige Romanhelt. Hans
adelige Forbundsfæller lader ham ved den første
Modgang i Stikken, ja overøser ham med ufortjent Haan;
Cleveland, der tror sig for-raadt af ham, tilføjer ham
en Fornærmelse af saa grov Natur, at Vivian tvinges
til en Udfordring og - som for at krone al sin Modgang
- kommer til at dræbe sin fordums Ven i Duellen. Han
falder selv i en alvorlig Sygdom, og da han paany
er helbredt, er der intet fornuftigere at gøre for
ham end at foretage en aarelang Udenlandsrejse for
at glemme og glemmes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
