Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - V. Vivian Grey
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318 Lord
Beaconsfield
London. Uforsigtigheden laa imidlertid nærniere
set oprindeligt slet ikke paa det Punkt, hvor den
nu forekommer os at ligge. Den bestod oprindeligt
i de mange satiriske Snærter til højre og venstre;
men denne U forsigtighed var i Virkeligheden en
vel-beregnet, en med Forfatterens Hensigt* stemmende;
den var det Piskeknald, hvormed den i Literaturen
Ankommende henledte Opmærksomheden paa sig og sin
Vingehest. Hvad der nu synes os barnlig uforsigtigt
i Bogen, er enten ikke Udbrud af Troskyldighed,
men af Affektation, altsaa forsætligt villet, eller
ogsaa Elementer, som dengang ingen Opmærksomhed vakte,
fordi først Forfatterens senere Liv har stillet dem i
en grel Belysning. En mere indtrængende Betragtning
vil gøre dette klart: Man har i England næsten
gennemgaaende havt den Mening, at den tyveaarige
Disraeli fandt Originalen til sin Vivian Grey i
sit Spejl, man har korset sig over den skamløse
Aabenhed, hvormed han i Selvskildringen har lagt
sin oldingeagtige Forhærdet-hed for Dagen, og man
har ikke fundet andet Ungt i Bogen end den Naivetet
hos Forfatteren at fremstille sig selv saa kold og
haard og hensynsløs, som han var, da det dog vilde
været ham til langt større Fordel at skjule disse
sine slette Egenskaber under en uigennemtrængelig
Maske. Men Naiveteten ligger paa et andet Punkt. Jeg
vil ikke bortfortolke det Element af Selv-skildring,
som tydeligt nok findes i Karaktertegningen af
Vivian Grey, skønt jeg har fundet en Toryforfatter,
der paastaar, at man ligesaa gerne kunde betegne
Shakespeare som enstydig med hans Falstaff, og er
truffet paa en Skribent af Modpartiet, som i den
Anledning med mere mærkværdigt Maadehold fremsætter
den Paastand, at man i det Højeste fra de Helte, en
Digter behandler, kan drage Slutninger om Digteren
selv i samme Grad som man af en Mands Haandskrift
kan slutte sig til hans Karakter*)- I Vivian Grey
stikker tydeligt nok et Stykke Selvkarakteristik;
thi der svæver ikke den ringeste Ironi over denne
Helt, men da Hovedhensigten fra først af var at
imponere Læseren, har den unge Skribent ikke optaget
(forstørret, overdrevet, overudviklet) andre af sine
Egenskaber i Skildringen, end dem, han .ansaa for
de mest forbløffende og dem, han, hvad enten de var
gode eller slette, helst vilde være bekendt. Men nu
véd enhver
*) Se John Mill: Disraeli, the author, orator
and statesman og det .anonvme Skrift: Political
Portraits.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
