Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - VII. Udenlandsrejsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
338 Lord
Beaconsfield
Land, forsaavidt som han i sin Fantasi udkastede
Fortidsbilleder af Forsøg paa en saadan; men der var
den Ejendommelighed ved hans Fantasier, at Befrielsen
skulde give Landet tilbage til dets oprindelige
Stammefolk.
Det var, da han en Dag stod ved den Begravelsesplads
Nord for Jerusalem, der bærer Navn af «Kongernes
Grave» og hvis Ret til at bære dette Navn han (som i
sine Breve ikke tror paa Mindesmærker, der er ældre
end Herodes) som Digter var for romantisk stemt til
at betvivle, at Erindringen dukkede op i ham om en
Skikkelse fra det 12te Aarhundrede, der alt i hans
Drengeaar havde tiltrukket sig hans Interesse, og
hvis Karakter og Skæbne han tidligt havde begyndt at
omforme og udspinde digterisk. Det var den jødiske
Prins og senere Sagnhelt, David Alroy.
Han opstod paa en Tid, da Kalifatet var svækket og
da fire Seldsjukkiske Sultaner havde delt Profetens
Arv, men atter paa deres Side var begyndte at sygne
hen i Vellevned, og derfor med Uro iagttog Kongerne
af Karasme’s stigende Magt. Skønt Jødefolket siden
Jerusalems Undergang havde anerkendt sine Erobreres
Overherredømme, havde dog de østligt boende
Jøder bestandig beholdt Selvregering indenfor
visse Grænser. De havde egen Rettergang under
en Regent af deres egen Stamme, der førte Titlen
«Fangenskabets Fyrste*. Denne Fyrstes Magt steg
og sank altid i omvendt Forhold til Kalifatets, og
Jødefolkets Aarbøger fortæller om Tidsrum, i hvilke
«Fangenskabets Fyrster» neppe havde mindre Anseelse
og Magt end de gamle Konger over Juda. En saadan
«Fangenskabets Fyrste* havde den David Alroy været, om
hvem Kongegravene kaldte Mindet til Live i Disraelis
Sind; og i hans Sjæleliv drømte han sig ind. Hvilken
smertelig Modsigelse allerede i Navnet! en Fyrste
over et Folk uden Land og uden Selvstændighed, en
skatskyldig Fyrste over et fanget Folk! Han vidste,
hvad den led, der var fyrstelig født paa denne Maade;
han digtede sig med Lethed ind i Alroys Ydmygelse
og Harme, da det Krav for første Gang stilledes
til ham at overbringe de mægtige Undertrykkere den
aarlige Skat. Og sæt han nu samtidig saa sit Folk
ikke blot foragtet og forhaanet, men værre endnu,
saa fornedret, at det ikke mere led derunder og
taalte Alt uden at lide derved; sæt han fandt, at
det var blevet en Slave, saa vanæret, saa nedbøjet,
saa ussel, at dets Tilstand ved Babylons Floder var
Paradis mod dets Tilstand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
