Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - XII. Venetia, Henrietta Temple
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
380 Lord
Beaconsfield
var bleven bekendt ad samme Vej, skønt disse Arbejder
som Helheder endnu var uudgivne. Hvor Herbert taler
om Gadurcis’s Geni, er Udtrykkene dels laante fra
Shelley s Sonet til Byron, dels øjensynligt indvundne
gennem Samtaler med Trelawny om den store uselviske
Digters næsten altfor rundelige Anerkendelse af den
berømtere og lettere tilgængelige.
Richard Garnett, der i sit Esay Shelley and Lord
Beaconsfield med sædvanligt Mesterskab har udtømt
Æmnet om de to hinanden saa højst ulige Mænds Forhold
til hinanden, bemærker træffende, at hvis den ældre
Disraeli ikke havde skiflet Religion, havde Benjamin
Disraeli ikke kunnet komme ind i Parlamentet før i
en Alder da Kornloven længst var vedtagen og vilde
saaledes ikke have kunnet svinge sig i Vejret ved
at fælde Robert Peel. Der var da en fjern Mulighed
for at han vilde have givet friere Løb til det
revolutionære Hang i hans Natur, der viser sig i
Fortællinger som Ixion og i Skikkelser som den ganske
Shelley’ske Idealfigur Theodora i Lothair, og han
havde da vist sig Shelley mindre ulig som offenlig
Personlighed. Tænker man sig paa den anden Side, at
Shelleys Liv ikke var blevet afbrudt ved en voldsom
Død, er det ikke umuligt, at han havde søgt Adgang
til Parlamentet og som Taler var bleven ikke mindre
fremragende end Disraeli, ganske bortset fra hvad han
ved sin Karakters Besluttethed vilde være bleven. Dog
Sligt er Fantasier. Det virkeligt Interessante er
Disraelis ved Venetia beviste Sværmeri for Shelley
som ikke ringere end hans Kærlighed til Byron.
Han vilde skrive en Bog, der skulde hævde disse
to store Sønner af England den Beundring hos deres
Landsmænd, som skyldtes dem, vinde Byron de Hjerter
tilbage, han havde tabt, og aabne Folkets Øjne for
hvad det i Shelley havde besiddet og med taabelig
Grusomhed forkastet. I Bogens Midtpunkt stillede
han en ung Pige, skøn ved Uskyld og dulgt Energi,
sky og højsindet, som forener de to store Aander
og udgør Baandet imellem dem; thi hun er Shelleys
Datter og Byrons Brud. Han overskår Byrons Liv i to
Halvdele; den større Gruppe af Byron’ske Skæbner:
den mørke Barndom, Forholdet til den urimelige Moder,
det første store Digterheld i London, Forgudelsen
der, Forholdet til Lady Caroline Lamb. og Faldet
fra Løveværdigheden til Syndebukstilstanden tillagde
han en Yngling, Plantagenet Cadurcis, hvem han i alt
Væsenligt udrustede med Byrons Karakter og Aands-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
