Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - XVII. Kampen mod Peel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Beaconsfield
429
slette Vane at behandle sine Tilhængere med
en krænkende Kulde saa at sige som erobrede
Undersaatter, og at opspare al den Høflighed og
de vindende Egenskaber, han raadede over, til sine
Modstandere: Disraeli fandt sig et Par Aar igennem med
fuldendt Disciplin i denne Færd. Og dog kan det ikke
betvivles, at han straks fra først af ogsaa paa sin
Side har følt sig stærkt frastødt af den Statsmand,
han fulgte. Det var ikke en Med-bejlerfølelse, han
fornam; thi om en saadan kunde der ikke være Tale
mellem et ungt Parlamentsmedlem og Landets første
Mand; hvad der laa bagved, var det lidenskabelige
Sindelags Uvilje rnod det rolige, den skarpe Karakters
Afsmag for den brede og sjældent ægte Godmodighed, den
oprindelige Naturs Had til den overlegne Færdighed,
den fantasirige Politikers Foragt for den, der vilde
løse Opgaverne, efterhaanden som de opstod og som
uden at have noget Ideal for Øje forfulgte Dagens
Formaal. I hin Tid stod for Peel som disse: billigere
Mad og bedre Opdragelse for Folket. Allerede i 1829
havde Disraeli i Den unge Hertug nedskrevet følgende
betegnende Skildring: «Mr. Peel er Mønsteret paa en
Minister og gør Fremskridt som Taler, skønt han,
som de fleste andre, taler flydende uden mindste
Stil. Han skulde ikke saa ofte komme i Lidenskab
eller, naar han gør det, ikke komme ud af den saa let
igen. Hans søde Forsvarstaler giver for meget af det
Gode. Og hans Oprigtighed! den vilde han gøre vel i
at lægge af.» Naar man ser nøjagtigt samme Opfattelse
af Peel bryde frem igen i 1845, kan man tænke sig,
at den ikke i de mellemliggende Aar har undergaaet
nogen væsenlig Forandring.
Genstanden for Disraelis dybeste Uvilje var
Manchesterskolen, disse Frihandelsmænd, efter hvis
glade Budskab det for Folket gjaldt om at fortjene
Penge. Disraeli mente, at den Levevis med Vinding som
Formaal, der for Statsøkonomien var det regelrette
Menneskeliv, med rivende Hast medførte Slægtens
Nedgang. Han havde jo følt og skildret, hvorledes
Bønder saa vel som Arbejdere nu var blevne Livegne,
hvorledes Børnene voksede op i Elendighed og ethvert
højere Statssigte var fortrængt af Bestræbelsen efter
at lade de saakaldte Naturlove, der styrede den fri
Omsætning, raade uden Indgreb fra nogen Side. Det
var efter Disraelis Opfattelse en Pligt for Robert
Peel at modarbejde denne Strømning i Tiden, saa den
engelske Stammes store Egenskaber paany kunde træde
frem, udfriede af den Pengebegærlighed, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
