Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - XVII. Kampen mod Peel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
430 Lord
Beaconsfield
nu tærede paa dem som Svamp. Disraeli oversaa, at
Peels egne Tilhængere vilde have ladet ham ganske
i Stikken under et saadant haabløst Forsøg. Men han
indsaa, at Peel ikke drømte om Sligt, kun skænkede
Dagen og Vejen sin Tanke.
Til et Partimedlem af den Art, der villigt giver
Afkald paa al Selvstændighed og al Kritik, var
Disraeli ikke skabt og mindst tilbøjelig dertil,
naar hans Følgagtighed lønnedes med Utak og Udbrud
af en paatagen Overlegenhed fra Den, han ikke i
sit Hjerte kunde erkende for sin Overmand, hverken
i Henseende til almindelig Begavelse eller til
særlig politisk Evne. Ærbødigheden for Robert Peel
hvilede paa hin Tid over hans Tilhængere som et Aag;
Førsteministerens Magt, Anseelse og Mesterskab i
den mundlige Forhandling gjorde det utænkeligt, at
nogen af dem skulde vove at gøre ham til Genstand for
Kritik. Disraeli besluttede at bryde Aaget Regeringens
Handlemaade havde i mere end ét Anliggende forekommet
ham lidet statsmandsmæssig, og han, der mente sig
født til Høvding, udsøgte sig nu, som det i gamle
Dage skete i Norden, den stærkeste Kæmpe til Tvekamp
om Førerskabet over den Skare, som fulgte ham.
Der udfordredes en overordenlig Dristighed til at
begynde denne Kamp. Da Disraeli i 1843 første Gang i
en Tale under Form af en yderst høflig Forespørgsel
angaaende de orientalske Anliggender rettede et
Angreb paa Robert Peel, var Parlamentsmedlemmernes
Indtryk sikkert kun Studsen; man saa paa hinanden,
man spurgte sig saa at sige, om man ikke havde hørt
fejl. Forespørgselen blev kort og koldt afvist af
Peel.
Faa Dage efter kom Irlands Anliggender for i
Parlamentet. O’Connell havde sat Irland i Flammer,
og Peel havde svaret med en af de stadigt genkommende
Undtagelses- og Tvangslove for Øen. Disraeli, der
gerne vilde lægge for Dagen, at han ikke bevarede
Nag mod O’Connell, nærede dengang som hele det unge
England Deltagelse og Velvilje for Katolicismen. Da
han desuden mente, at Tvangslove kun kunde virke i
Øjeblikket og endda ikke gavnligt, rejste han sig
ufortrødent paany, udviklede, at han understøttede
enhver Minister, som fra Grunden af vilde omforme det
ulykkelige Irlands Stilling, selv om han skulde miste
sit Sæde i Parlamentet derved, og forklarede bl. A.,
at den Politik, Sir Robert nu fulgte overfor Irland,
var nøjagtigt den, for hvilken han saa ivrigt havde
angrebet det foregaaende Ministerium, og nøjagtigt
den modsatte af den, han som Fører for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
