Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - XVIII. Tancred
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
454 Lord
Beaconsfield
Jerusalem til Sinai fører umiddelbart til, at han
overrumples af hendes Bedstefaders Beduinerhorde,
der antager ham for «Dronningen af Englands Broder» og
haaber at faa en uhyre Sum i Løsepenge for ham. Efter
en tapper Modstand overvældes han og tages til
Fange. I Lejren lærer han arabisk Liv og Tænkemaade,
arabiske Sjeikh’er og Emirer at kende, vinder den
unge Emir Fakredins Hjerte og derigennem hurtigt sin
Frihed. Han har nu faaet Indtrykket af den arabiske
Stammes Overlegenhed, han har hørt - Beduinerhøvdinge
sige og gentage: «Lad Mænd tvivle om Enhjørninger;
men om én Ting kan der ikke tvivles: at Gud aldrig
har talt til nogen Mand, som ikke var Araber»; han har
allerede vænnet sig til med Vemod at betegne sig selv
som kun af Religion (ikke tillige af Race) en Araber,
han har med Skam og Blu erindret, at han fra Barn af
har været opdraget til at anse det for den ædleste
Herkomst at nedstamme fra en Bande Østersø-Sørøvere,
der aldrig har modtaget nogen Aabenbaring; da er
han moden til sin Sinai-Pilgrimsfart. Ved Cypressen,
som staar midtvejs paa Bjerget, og som efter Sagnet
betegner Aabenbaringens Sted, knæler og beder den
ensomme Tancred ved Nattetid til Jahve. Da tykkes det
ham, at han ser en mægtig og straalende Skikkelse
for sig; den benævner sig selv Arabiens Engel, og
den siger ham trøstende og opflammende Ord.
Denne Engle-Aabenbaring, der tager sig ud som en
Mindelse om Engle-Aabenbaringen i den fantastiske
Alroy, er, skønt den kan gælde for et blot Syn,
mislykket Disraeli fuldstændigt. Englens lange Passiar
er kun en sammentrængt Indholdsangivelse af Alt, hvad
Personerne i Tancred plejer at sige, og al Stil hører
op, hvor Englen tager Ord som «det sociale Spørgsmaal^
i sin Mund. Arabiens Engel hører til den Klasse af
Suveræner, som Intet har lært og Intet glemt. Thi den
forkynder det rene Teokrati: Menneskenes Lighed under
Guds Styre. Men denne geografiske Engel er samtidigt
en særlig Disraelitisk Magthaver; thi den ender med
at opfordre Tancred til at følge sin egen Forfatters
Politik, idet den slutter saaledes; «Frygt ikke, faml
ikke, fald ikke! Lyd din egen Aands Tilskyndelser
og find et villigt Redskab i ethvert Menneske, du
møder!»
Læseren erfarer desværre ikke noget om, hvorvidt
Englens Tilsagn gaar i Opfyldelse, thi Romanen ender
i det Øjeblik, da den skønne Eva rækker Tancred
sin Haand, og England og Østerland i deres Personer
indgaar en lignende sindbilledlig For-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
