Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stuart Mill - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
544 John Stuart
Mill
IV
Samtalen faldt engang paa Forholdene i Rom i de
Dage. I Anledning af en Sammenstrømning af fine Folk
til en Kirke, som vi i Fællesskab havde iagttaget i
Paris, bemærkede jeg: «De har i Deres Dissertatfons
and Discussions skrevet nogle Ord, som De neppe vilde
lade gælde nu; De siger der: Man kan for de højere
Klassers Vedkommende ligesaa gerne kalde Frankrig et
buddhistisk Land som et katolsk; det Ene er ikke mere
sandt end det Andet. - Vil De endnu forsvare denne
Sætning?* Han svarede: «Det var dengang sandere end
det nu er; der er i vore Dage kommet en ny Reaktion,
som jeg ikke kunde tænke mig Muligheden af. Jeg troede
i min Ungdom ikke, at den menneskelige Aand nogensinde
kunde gaa tilbage. Nu véd jeg det.» En stor Del af
Skylden for denne aandelige Reaktion tillagde han den
franske Universitetsfilosofi. Han talte med Ringeagt
om Cousin og hans Skole. «Ligefuldt,» sluttede han,
«bliver jeg ved min gamle Overbevisning, at Frankrigs
Historie i den nyere Tid er hele Europas Historie.»
Denne sidste Betragtningsmaade, der i Stuart
Mills Skrifter overalt skinner igennem, er en
Ensidighed, der ret vel lader sig forklare dels
ved hans Mangel paa Kendskab til tysk Literatur,
dels ved hans Undervurdering af de engelske Forhold,
i hvilke han selvfølgelig lettest opdagede Skader og
Skrøbeligheder.
Man kan mene, at han har udtalt sig altfor nedsættende
om Englands Betydning og Englands nyere Historie. Men
hvad man i høj Grad bør anerkende, .det er det Mod,
han bestandig, har udvist overfor den pirrelige
Nationalfølelse hos sine Landsmænd. Saa engelsk
han end er ved Udvikling og Dannelse, saa nævner
han i sine Skrifter dog næsten aldrig England og
engelske Forhold uden for at dadle dem, og hvor
han kan finde en Lejlighed til at hæve fremmede,
især franske Tilstande paa de engelskes Bekostning,
forsømmer han den aldrig. Siden Byrons. og Shelleys
Tid er der ikke blevet talt med en saadan Ringeagt om
Englands Forfatning, om det engelske Selskabsliv, om
engelske JLyder og Laster som i Mills almenfattelige
Skrifter. Gaar han end i dette Punkt øjensynligt for
vidt, saa gør dog hans Afsk}7 for at vinde Yndest
ved at smigre Nationalforfænge-ligheden ham den
største Ære.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
