Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det glæde den sindrige Edderkop at fange denne
stakkels Flue i sit fintudspundne Væv?
Svaret er, at Grundtanken i Andersens
Roman havde ramt Kierkegaard paa et afgjørende
Punkt i hans eget Tankeliv, havde indigneret ham
næsten personligt ved at irritere noget af det
Bedste i ham, hans Livsmod udadtil. Hvad der
opbragte ham, det var den Theori, Andersen havde
lavet om Geniet, en Passivitetstheori, at Geniet
behøvede Pleie, kjærlige Omgivelser, en vis lunken
Varme for at sætte Frugt, og at det uden denne
Understøttelse vilde eller maatte gaae tilgrunde.
Der var neppe nogen Lære mere egnet til at
vække dens Harme, hvem »det aldrig nogensinde
var faldet ind, at han, selv om han vilde have
forsøgt sig paa det Dumdristigste, ikke skulde
seire.» [1] Her stod et ungt Geni, lige paa Nippet
til at træde ud i Livet, et Geni, hvis Pande (ikke
at tale om, at den var fuld af mange og sindrige
Tanker) stadig led af en vis underlig Kildren eller
Kløen, som andre Pander ikke kjende Noget til,
Trangen til at løbe mod en Mur, og som var
fuldt overbevist om, at denne Proces vilde blive
ikke Pandens, men Murens Ruin. Her stod et
ungt Geni, hvis Sjæl var en Bue, som altid var
spændt og der ikke blot som Andersen længtes
efter et lysende Ry, efter Hæderens Glorie, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
