Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
berøve hende Livet det afgjørende, det springende
Punkt. Under de talrige Forsøg paa i Omdigtninger
at udtrykke dette, løfter eller skruer
Kierkegaard sig tilsidst op paa en Høide, fra
hvilken han øiner Abraham lige overfor sig, der
ogsaa en Tid havde et Mord paa sin Samvittighed,
ikke kunde forklare nogen Fremmed sin
Handlemaade og nær havde dræbt den, han elskede
høiest. Fra sit ensomme Stade øiner han Abraham,
der jo til alle Tider havde gjældt for Troens
Fader. Ogsaa han har da været bestedt i Troens
Vaande, er endnu bestedt deri. Han havde selv,
indfiltret i en aldeles ejendommelig coustrueret
Ulykke, i Kraft af sin Naturs Hang til Skjulthed
sluttet sig inde i Taushed, udsat sig for smertelig
Misforstaaelse, handlet værst mod den, han vilde
det bedst, ene, »næsten med det menneskelige
Sprog imod sig». Han var i denne Tilstand naaet
til en meget dybere Følelse af Ansvar end der
fandtes i Slægten omkring ham. En sammensat
Lidenskab som den, han bar paa, var vel skikket
til gjennem Sammenligning at aabne hans Øine
for Omgivelsernes Upersonlighed og Lidenskabsløshed.
Tiden var de filosofiske Eftersnakkeres
Tid i Videnskaben, og i Politiken de politiske
Eftersnakkeres Tid. Danmarks æsthetiske Periode
var netop ved at gaae i sin Grav, dets politiske
Periode ved at vikle sig ud af sit Svøb, og denne
Combination frembragte en uhyggelig Blanding af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
