Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ellers kan faae hende tillive igjen. Da er hun jo
et nyt Menneske, og et nyt Menneske, et andet
Menneske elsker atter første Gang og deri er Intet
paafaldende. O Død, udbryder han, stor er din
Kraft; ikke det heftigste Vomitiv, ikke det
stærkeste Laxativ kunde virke saa udfeiende!
Men her under Opførelsen af «Den første
Kjærlighed» saa Kierkegaard netop ogsaa denne
sin komiske Yndlingssituation paa Scenen: den
unge Pige, som forsikrer ikke at kunne leve uden
sin første Kjærlighed, Peer, og som i al
Elskværdighed 10 Minutter senere rækker hans Efterfølger
Poul Haanden med den Forsikring, at det Tidligere
var en Feiltagelse og at først denne er hendes
første Kjærlighed. Derfor Artiklens Ord: «Den
dybe Ironi i Situationen ligger da i Emmelines
ubrødelige Trofasthed, der for ingen Pris kan
opgive Charles, da det vilde koste hende Livet,
saavelsom i Charles’s stigende Forlegenhed, der
ikke kan blive hende kvit.»
Men endnu et sidste Berøringspunkt var der
mellem Kierkegaard og Stykket af en egen og
ganske besynderligt uhyggelig Art. Hvad er
nemlig hin Charles, som Emmeline af pur Illusion ikke
vil opgive, mon en naturlig Gjenstand for
romantisk Troskab? Nei. «Man faaer næsten ondt,
naar man vil fæste Blikket paa den nendelig ferske
Dumhed, der er præget i hans Ansigt. Og dog
er det ikke en umiddelbar Dumhed, hans Blik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
