Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ud til en Statue, han forvandler det til et
uendeligt Panorama, som under et musikalsk
Accompagnement næsten for hurtigt drages forbi Øiet.
Det er Lidenskabens Sprog, thi der er
Lidenskab i den ætsende Ironi som i den dybt
bevægede Undren, Lidenskab fremfor Alt i den
urolige Fortvivlelse, der hugger ind i Spidsen for et
Cavalleri af Prædicater, det ene kjækkere og
raskere end det andet og som svinger af, parerer
midt i strakt Carrière, hvad der frembringer et
Indtryk som om Stemmen under den uhyre
Sindsbevægelse slog om. [1]
Hvor skjærende klinger det f. Ex. ikke, naar
Constautin siger: «Forklaringen er ikke
vanskelig, naar man virkelig gjør Alvor af at sætte
ulykkelig Kjærlighed og Døden i Forhold til
hinanden, naar man har Alvor til at fastholde denne
Tanke, og saa megen Alvor bør man altid have
— for Spasens Skyld.» Hvor gribende virker
det ikke, naar «det unge Menneske» ender sin
dybttænkte og tungsindige Tale, en Jomfrutale i
enhver Betydning af dette Ord, der ligesom svæver
i Luften paa aldrig berørte Sommerfuglevinger,
med Udbruddet: Er der Ingen, som leer? — Og
hvormange Digtere formaae vel som Kierkegaard
at give den kolde Fortvivlelses Charakter i en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
