Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
drivelig Dygtighed godtgjøres det nu, at Gudens
Fremtræden i Tiden ikke er den mindste Smule
mindre paradox for hans senere Disciple end for
hans samtidige.
Det pinte vel Kierkegaard med hans logiske
Sands, at dette Paradox i al sin Guddommelighed
ikke var fuldstændigt. I sine Dagbøger for 1843
skriver han etsteds meget rigtigt: «At Guds Søn
blev Menneske, er vistnok det høieste metafysiske
og religiøse Paradox, men det er endnu ikke det
dybeste ethiske Paradox .... Christi Liv havde
et negativ-polemisk Forhold til Kirke og Stat.
Det høieste ethiske Paradox vilde være, naar
Guds Søn gik ind i hele denne Virkelighed, blev
et Led deri, bøiede sig under dens hele
Smaalighed» og et andet Sted udfører han Tanken
videre: »Det absolute Paradox vilde være, at
Guds Søn blev Menneske, kom til Verden, gik
saaledes omkring, at slet Ingen mærkede det, blev
i strengeste Forstand et enkelt Menneske, der
havde en Næringsvei, giftede sig. Det
guddommelige Paradox er, at han bliver bemærket,
gjør Mirakler o. s. v. » [1] Denne Tanke har
øiensynlig gjort Kierkegaard meget Bryderi; naar
man allerede sværmer for Paradoxer, ønsker man
at see dem saa complette, saa absolute som
muligt, og det var en Skuffelse for ham, at den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
