Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IO
g’jøn;gehøvding.en.
Vadmel, gule Hjortelæders Henklæder og Støvler af brunt Læder. Han bar en Hirsch-
fænger om Livet og havde kastet sin Bøsse over den højre Skulder.
»Gudsfred og Godaften, Svend!« udbrød Skytten, saa snart han fik Øje paa
■den Anden, og med en saa venlig Betoning som det var ham muligt.
»Gid Fanden annamme dig, Ib! for hvad Godaften Du har forskyldt?« svarede
Svend. »Veed Du ikke, at der staar Livet paa at øve Krybskytteri her, især paa en
Tid da hendes Naade Dronningen jager inde i Skoven?«
»Herre Gud! hvor Du tager paavej!« ytrede Ib med en forstilt ærlig Mine.
»Det var langt fra mine Tanker at drive Skytteri her; Du ser jo, at jeg ikke engang
har Bøssen med mig.«
»Aa, den kom vel for en Dag, naar vi ret vilde se os for. Jeg mener dog,
jeg skulde kjende Knaldet af min egen Bøsse, som jeg har skjænket Dig til min
Fortræd.«
»Alligevel maa det være en Anden, der skød,« svarede Ib, beroliget ved at
finde Svend mildere stemt, end han havde formodet. »Jeg gik tilskovs idag for at
søge nogle Enebær til den kloge Doktor oppe i Præstø, dem han bruger til sine
Salver.«
»Hvad mener Du da, at dette Mærke betyder?« spurgte Svend og pegede paa
en Blodplet i Løvet, hvor Raabukken var falden.
»Ja, nu tror Du mig vist ikke, men jeg kom før til saa stærkt et Næseblod,
at jeg knap har forvundet det endnu.«
»Og Løvbunken derinde!« vedblev den Anden, idet han pegede paa Stedet,
hvor Raabukken laa skjult.
»Siden Du ogsaa har set den, saa faar jeg vel at gaa til Bekjendelse,« ytrede
Ib med et polisk Smil. »Da Du siger det, er det saa; et lille bitte Raakid har jeg
skudt. Det er min Synd.«
Svend gik hen til Stedet og skød Løvdyngen tilside med Skaftet af sin Bøsse,
hvorved Raabukkens Horn kom tilsyne. Ib indsaa nu, at han ikke’kunde redde sig
længere uden ved at levere et Hovedslag. Han tog Mod til sig, forandrede den yd-
myge Tone, hvori han hidtil havde talet, og udbrød:
»Nu da! jeg har skudt den Buk, men hvorfor er Du saa bøs for det, Svend?
— Du er min egen Svoger og kjender helt vel de Vilkaar, en fattig Mand som jeg
maa friste. Føden skal jeg bjerge, som jeg aarker bedst; jeg lider Sult nede i Hytten.«
»Derfor kan Du sige Dig selv Tak,« svarede Svend heftigt. »Om Du havde
skikket Dig i den Haandtering, jeg bragte Dig ind paa til Majdag, da vilde Herskabet
paa Jungshoved have gjort Dig til sin Skytte og givet Dig Hus og Føde. I det Sted
løb Du bort og strejfede Landet igjennem med lldgjerningsmænd og slige uærlige Folk.«
»Jeg gjorde, som Du siger,« svarede Ib med større Alvor end hidtil, »men
Du maa holde mig det tilgode. Ak, lille Svend! Du veed ikke, hvordan jeg er faren,
hver Gang det stunder ad Foraar til, naar Solen skinner og Lærken han synger; da
er der noget indeni mig, som om jeg skulde flyve afsted med Fuglen; jeg kan ikke
blive hjemme, jeg maa drage min Vej hen til Folk, der have det samme Sindelag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
