Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
\
I4 GJØNGEHØVDINGEN.
svarede hendes mørke, straalende Øjne, og dog var det netop dette kongelige Blik,
der igjen var. istand til at forandre hendes Aasyns Udtryk. Heftig og overdreven i
alle sine Følelser, i Glæde som i Sorg, i Ømhed som i Had; bragte dét sidste hende
til at sænke de stærkttegnede Bryn, da modtog hendes Ansigt et Præg af ubøjelig
og uforsonlig Haardhed, hvis Følger den ulykkelige Leonore Christine i to og tyve
Aar sukkede under, og foruden hende endnu den indtagende Kavaler, som denne Efter-
middag red ved hendes Side, han, som just nu, under en længe fortsat Tavshed, uaf-
brudt vedblev at betragte sin unge, skjønne Dronning med et Udtryk, der vidnede
om den mest ærefrygtsfulde Hyldning, men som dog maaske mere gjaldt Damen end
Dronningen, og som hun fra sin Side gjengjældte med halvt tilslørede og talende Blikke.
Man har tillagt Sophie Amalie en høj Grad af Forfængelighed og troet, at hun
især yndede Maskerader, fordi de mange forskjellige Dragter, hun ved disse Forlystelser
viste sig i, blot vare beregnede paa at fremhæve hendes Ansigts og Figurs sjældne
Fuldkommenheder. Men Dronningen var saa ung, og de, der have bedømt hende saa
strengt, vare saa gamle; hendes tidligere Liv havde været en uafbrudt Række af glæde-
løse Aar, ensformige og kjedelige, mens de bleve gjennemlevede og endnu mindre
efterladende noget Hvilepunkt for en venlig og lykkelig Erindring. Derfor elskede
Dronningen i sin Lykkes Solskin Maskeraden, som hun elskede enhver anden Ad-
spredelse.
Ved alle Fester spillede Dronningens Yndlinge, den indvandrede tyske Adel,
Hovedrollen. Øverst af alle disse stod igjen Kørbitz, der fra en aldeles ubekjendt
Person, i faa Aar, ikke blot hævede sig til Ridder og Rigsmarschal, men hvad der vil
sige endnu mere, til Dronningens Fortrolige og Raadgiver.
Kong Frederik selv deltog sjældent og bestandig kun med Ulyst i Dronningens
Fester. Han viste sig tavs og tilbageholden i Hoffets Kredse. Hans Tilbøjelighed var
mere rettet paa Studier, og blandt disse især Klassikerne, senere Alkymien, som han
dyrkede i Forening med Gabel og under Vejledning af en italiensk Charlatan, Josef
Burhi.
Imidlertid fortsatte Dronningen med sine to Kavalerer det hurtige Ridt, de
havde begyndt gjennem Skoven. Omstyrtede Træstammer, nedhængende Bøgegrene,
den ubanede Vej, intet kort sagt var istand til at standse dem. Imellem de blad-
løse Træer saas Vildsvinet i lang Afstand og ansporede Dronningen, der med glø-
dende Kinder, flagrende Slør, let og behændigt vidste at undgaa eller at overvinde
enhver Hindring, som stillede sig ivejen for hende. Kai Lykke, der red den bedste
Hest, holdt sig bestandig nogle Skridt tilbage for Dronningen. Ogsaa Ridder Kørbitz
blev bagud, skjøndt af en mindre ridderlig Grund, den man tydelig kunde læse i hans
fortvivlede Mine, som kun røbede liden Lyst til Deltagelse i denne Parforce-
agt. Pludselig troede han ogsaa at se den endt, idet der i nogen Afstand
viste sig en dyb og bred Aa, som førte Vandet i Tybæksmølle ud i Fjorden.
Vildsvinet satte over, og Dronningen vilde uden Betænkning gjøre det samme,
men hendes Hest standsede ved Aakantcn. To Gange søgte hun at tvinge den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
