Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16
G J 0 X G E H 0 V DIX G E N.
gjøre et nyt Forsøg, sporede hun atter Hesten, og denne Gang med større Held, thi
Kai, som fulgte efter, gav hendes Hest et Slag med Geværkolben, idet den atter be-
gyndte at standse, og begge naaede lykkelig over paa den anden Side Aaen.
Kørbitz indsaa nu, at der for ham ikke var andet at gjøre end at følge efter;
han sporede da ogsaa sin Hest, og det var maaske mindre dens Skyld end Rytterens,
der holdt for stramt i Tøjlen, at Hesten ikke naaede længer end til Midten af Aaen,
hvor den gik bag over og kastede Ridderen i Vandet.
Dronningens overgivne Latter ledsagede hans Uheld. »Til vi ses igjen!«
raabte hun med en Haandbevægelse og begyndte atter den afbrudte Forfølgelse, mere
rasende end før.
Vildsvinet var imidlertid ikke kommet ret langt. Efter nogle Minutters Ridt fik
Kai Øje paa det inde i Skoven; det havde sagtnet sit Løb og tog Retning nedad mod
den tætte og for Ryttere uigjennemtrængelige Underskov, som omgav Gravdammen.
Dronningen greb sin Bøsse, holdt Hesten an og skød, men fejlede. Forbitret rakte
hun Kai Lykke det afskudte Gevær og greb hans istedetfor. Det andet Skud var
heldigere, Vildsvinet sank i Knæ, udstødte et langtrukkent Skrig og sank derpaa
sammen.
»Den falder!« udbrød Dronningen glad, idet Kai bød hende Haanden for at
hjælpe hende af Hesten. »Og det var mit Skud! Eja! hvor det var herligt, at vi
fulgte vor egen Lyst og ikke lod os holde tilbage af den stakkels —«
Det var tvivlsomt, hvad enten Dronningen mente Kørbitz eller Hesten; thi
hun tav pludseligt ved at se Vildsvinet springe op, idet hun satte Foden paa Jorden.
Dyret lod sine smaa, tindrende Øjne hvile paa dem med et Udtryk af Vildhed og
Raseri, derpaa nærmede det sig langsomt, Skridt for Skridt, til Stedet, hvor Dronning
Sophie og Kai Lykke vare stegne af.
Dronningen blegnede og traadte hurtig hen bag et Træ; hun holdt endnu
Hestens hvide Silketømme i Haanden. I dette Øjeblik veg Heltinden aldeles for den
værgeløse Kvinde.
»Ak, min Gud!« udbrød hun forfærdet, »hvorledes skulle vi blive frelste?«
»Jeg vil forsøge derpaa, min høje Dronning!« svarede Kai, idet han drog sin
Hirschfænger og stillede sig foran Træet. »Skulde det ikke lykkes mig, skal Deres
Majestæt dog aldrig faa Lejlighed til at bebrejde mig min ringe Evne. — Lykkes det
ikke,« vedblev han med et funklende Blik, »vil jeg dog i min sidste Stund sande, at
jeg bar mit Navn med Rette; thi jeg døer da for den, for hvem jeg aldrig turde
haabe at leve.«
Dronningen svarede ikke paa dette Sprog, som forresten baade Stedet og hin
Tids Talemaader retfærdiggjorde. Vildsvinet nærmede sig i den rolige og langsomme
Gang, det dengang havde begyndt. Da skiltes Buskene, og der kom en Mand frem
ved Siden af Kai Lykke, noget foran det Træ, bag hvilket Dronningen havde skjult
sig. Han var klædt i en Faareskindskofte og havde en lang Bøsse i Haanden.
»Skyd, Mand! for Guds Skyld, skyd!« raabte Dronningen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
