Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
2 7
Frederik den Tredie smilede godmodigt over denne usædvanlige Fremstilling.
Han betragtede Jægeren med et forskende Blik og svarede:
»Vistnok synes vi at have set dit Ansigt tilforn, imidlertid faar Du at komme
vor Erindring til Hjælp og sige, hvor vi mødtes sidst?«
»I Skaane, min høje Konge! en Aftenstund straks efter det lille Slag ved
Markeryd.«
»Profecto! nu da Du siger det, erindrer jeg, at Du ligner en Mand, som i
Slaget tog os General Steenbuks Næstkommanderende, Magnus de la Gardie, fangen
og bragte ham til vort Hovedkvarter.«
»Ja! det var mig!«
»Men hvorfor gik Du da din Vej og gav ovenikjøbet vor gode Gyldenløve
Skam til Tak, da han efter vor Befaling kom for at tilbyde Dig Belønning for din
Daad?«
»Man fanger Bjørne, Eders Majestæt! for at tjene sig en Skillings Penge ved
at sælge Hud og Skrog, men ikke Mennesker.«
Kongens Ansigt antog atter sit godmodige Smil. Han vedblev: »Siden det
var Dig, saa hørte Du jo til Gjøngefolkene i Smaaland.«
»Jeg gjorde saa.«
»Et tappert Folkefærd!« vedblev Kongen, »vi have ladet os flere af deres Be-
drifter fortælle. De havde sig ogsaa en Anfører, der passede for dem, en modig og
forvoven Hals, om hvem man vidste tusinde snilde Historier at sige.«
»Ja!« svarede Svend. »Det er mig.«
»Nu, i Sandhed!« udbrød Frederik overrasket, idet han traadte hen til Svend
og lagde sin Haand paa hans Skulder. »Hvis det er Dig, Gjøngehøvding! skylde vi
Dig særlig Gunst og Naade. Os har Gyldenløve forebragt, at Du og dine faa Folk
ydede Landet større Tjenester end det tredobbelte Antal af hans regulære Stridsmænd,
og at Du altid var paafærde, hvor det gjaldt om at vise en behjertet Mands Sindelag
og Handling.«
»Jeg vidste jo nok, at Eders Majestæt vilde gjenkjende mig, naar vi først
kom til at tale sammen,« svarede Svend med en Sikkerhed og uforstyrret Selvtillid,
som for tredie Gang bragte Kongen til at smile.
»Og hvilken Tjeneste ønsker Du af os til Vederlag? Forlang kun uden Frygt
og Forbehold og lad høre dit Hjertes Mening.«
»Nu tager Eders Majestæt fejl, som jeg formærker. Det var ikke for at mod-
tage nogen Tjeneste, men for at tilbyde Eder min, at jeg er kommen herop iaften.«
Endskjøndt Ærefrygten for Kongeparret holdt de øvrige Tilstedeværende i en
vis Afstand, kunde det dog ikke undgaas, at man jo lagde Mærke til dette Optrin.
Samtalen mellem Hoffolkene ophørte, de forlode deres Pladser og nærmede sig til
Bordet for lidt nærmere at betragte denne Mand, hvis dristige Svar og frie Holdning
var saa afstikkende og forskjellig fra den Underdanighed, Sophie Amalie gjorde For-
dring paa, og som hun var vant til at modtage af Enhver, der kom i hendes Nærhed.
Svend kunde paa den Tid være omtrent fem og tredive Aar gammel; han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
