- Project Runeberg -  Gjøngehøvdingen og Dronningens vagtmester /
32

(1897) [MARC] Author: Carl Brosbøll With: Poul Steffensen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

32

GJØNGEHØVDINGEN.

»Hvad jeg begriber, min Herre Lehnsmand!« svarede Kai, »er, at Eders Hu-
kommelse maa være endnu siettere end Eders Syn, imens I taler saa; men lige meget,
nu, da jeg veed min Herre Konges Villie, skal den være opfyldt, inden næste Sol
gaar ned.«

»Nej, Kaptajn! ikke lige meget, vi lyste dog nok at vide, hvem af Eder vi
skulle sætte vor Lid til i Fremtiden, og derfor ville vi have den Sag opklaret.«

»Tillykke lader det sig ogsaa gjøre,« tog Lehnsmanden tilorde, »siden min
Skriverkarl, som gik med Budskab til Kaptajnen, opholder sig ’her i Værelset næst
ved. Han vil kunne overbevise Eders Majestæt om denne skammelige Usandhed.«

Kai smilede til denne brutale Ytring. Derpaa vedblev han med den Sikkerhed
og Selvbeherskelse, det selskabelige Liv havde lært ham:

»Hr. Lehnsmanden synes at glemme, at han taler i Eders Majestæts Nær-
værelse; dernæst nægter jeg ikke, at han mulig har afsendt Kongelig Befaling, men
blot, at jeg har modtaget den.«

Efter denne sidste Udflugt, der bedre end alt andet beviste den Kvide, Kai
befandt sig i, kastede han et langt og bønligt Blik over mod Dronningen, som om
han søgte Hjælp hos hende.

Og Sophie Amalie lod heller ikke sin Yndling i Stikken. Hun lagde sin hvide
Haand paa Kongens, tilkastede ham et Smil og et Blik, hvori hun syntes at have
forenet al den henrivende Ømhed, der kunde ligge i hendes skjønne Øjne, som endnu
aldrig havde forfejlet deres Virkning, og sagde:

»Eders Majestæt tilgive, at jeg blander mig i Talen, men selv om Kaptajn
Lykke skulde have været saa uheldig at begaa nogen Brøde, hvad dog Hr. Lehns-
manden næppe har bevist, saa besidder han et saa lykkeligt Middel til at forsone den
igjen, at jeg tør haabe, Eders Majestæt som hidtil vil blive ham i Naade bevaagen.
Kaptajn Lykke har idag saa at sige reddet mit Liv.«

»Eders Liv! hvorledes er det muligt?«

Dronningen fortalte nu i faa Ord Hændelsen med Vildsvinet; hun nævnede vel
Tateren, men drog tillige Kais Rolle mere i Forgrunden, end den med Rette tilkom.

Kai stod rolig og tillidsfuld for Enden af Bordet og støttede sig til sit Sværd.

»Hvilken skrækkelig Hændelse!« udbrød Kongen. »Men Ridder Kørbitz,« til-
føjede han, »Eders Majestæts Kavaler, hvor var han da i dette Øjeblik?«

»Kørbitz!« gjentog Dronningen leende, idet hun vendte sig om og betragtede
Ridderen med et Blik, der havde noget af Kattens Grusomhed ved sig. Ved denne
Bevægelse gled hendes Tørklæde ned paa Gulvet. Kørbitz gjorde et Skridt fremad,
tog det op og lagde det paa Armen af Lænestolen, medens han næsten lydløst hviskede
det ene Ord: »Naåde!« og med et saa bønligt Udtryk, at Dronningen syntes bevæget
derover.

»Ridder Kørbitz,« gjentog hun, »var ved et Tilfælde ikke i vor Nærhed,
da Eventyret passerede. Men jeg synes virkelig, at vi Begge, Eders Majestæt og
jeg, ere Kaptajn Lykke nogen Tak skyldig.«

»Ja, ganske vist,« svarede Kongen, »og jeg vil overlade det til min Dronnings

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:50:09 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gjongehovd/0038.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free