Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
79
»Kan være, Du kommer til at fly mig dem tilbage igjen, hvis jeg bliver ilive
saa længe,t tilføjede han smilende.
»Ak ja, Kaptajn!« svarede Svend i den samme Tone, »Lykken skifter. Jeg
forstaar ellers nok, hvad I mener,« lagde han til. »Nu for Jidt siden fortalte I, at
eders Folk laa nede ved Rekinde og Allerslev, kanske de have gjort sig en Gang i
det klare Maaneskin, for da jeg kom ned ad Vejen før, tyktes det mig at se en Mængde
mørke Skikkelser mylre ud af Skoven; de droge over ad Ørremandsgaard til, og der-
for var det godt, vi ikke gjorde Larm nu nys ved at skyde vore Pistoler af. Lad os
være oprigtige, min Herre Høvedsmand! I overgav Eder saa villig, for at 1 om lidt
kunde tage Oprejsning igen. Men jeg holder for meget af eders Selskab til at skilles
saa hurtigt, og vi ville se at hitte en Vej, hvor vi kunne være i Ro for Krigsfolkene.«
Kaptajnen svarede ikke, men hans Smil forsvandt, medens Svend talede. Han
spændte Sabelen fra Siden, da Svend lagde sin Haand paa hans Arm.
»Behold kun Sabelen, Kaptajn! I giver mig for meget at bære paa; siden en
Pistol rækker længere end et Sværd, tænker jeg ikke, I gjør mig Fortræd, og det er
kun de Fejge, man ikke lader beholde noget Vaaben.«
Derefter traadte Gjøngen hen til Siden af Kernbok, og denne fulgte ham ad
en Vej, som løb i en skraa Retning ind i Skoven og modsat den, fra hvilken de
nylig vare komne.
I Svend Gjønges Hytte var imidlertid Selskabet blevet forøget med to Personer.
Den ene af disse var en lille, uanselig Person med en smal og fremstaaende Pande,
indfaldne Kinder og en gul, sammenskrumpen Hud. Nød og Savn talte ud af et-
hvert Træk. Hans Hoved var blottet og det lange, uredte Haar spændt sammen om-
kring Hovedet m’ed en smal Læderrem. Forresten hørte han til Gjøngerne ligesom de
øvrige Tilstedeværende og var bevæbnet paa samme uregelmæssige Maade som disse.
Noget særegent for denne Mand var et utydeligt og læspende Organ, som
paafaldende lignede det, Svend havde lagt Mærke til i Samtalen med den svenske
Officer, medens han laa skjult under Broen.
Den Anden af de Sidstankomne bar sin Arm opbunden i et Tørklæde. Da
han hørte, at Svend ikke var hjemme, satte han sig hen til Ane Marie, som gav sig
ifærd med at forbinde ham.
»1 veed vel heller ikke, hvor han er gaaet hen?« spurgte den Læspende.
»Nej, jeg veed ikke, Tam! men Du kan jo forrette dit Ærinde til Ib.«
»Aa nej, hvad jeg har at sige Svend, kan jeg ikke sige Andre.«
»Saa faar Du at slaa Dig til Ro, indtil han kommer,« sagde Ane Marie.
»Lille Tam har kanske sig ogsaa et Klagemaal at føre mod Svend,« be-
mærkede Ib, idet han tilkastede ham et spottende Blik.
»Nej, det var endda ikke mit Ærinde,« svarede Tam uden at slaa Øjnene
ivejret, »men siden Du selv siger det, saa er jeg just ikke meget fornøjet med Svends
Regimente.«
»Det er der Ingen fornøjet med,« udbrød de Andre.
»Hvorfor ikke?« spurgte en rolig Stemme i den aabne Dør, og man saa Svend
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
