Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
89
Døren, her lyttede han først nogle Øjeblikke, derefter kaldte han paa den Fremmede,
og de forlode Huset.
Svend valgte en Sti, der efter nogle Minutters Forløb førte dem ned i en af
de dybe Grøfter, som indhegnede de kongelige Vildtbanedistrikter fra Herregaards-
jorderne. Grøften var paa begge Sider omgiven af Træer og Buske, der udbredte
deres Grene ovenover den, og Vejen lod til ofte at være benyttet paa lignende Vis
som inat, thi den var temmelig banet og Sneen traadt saa fast sammen, at man selv
i en meget kort Afstand ikke kunde høre de Gaaendes Skridt, hvilket desuden blev
forhindret ved Uldstrømperne, som Begge bare over deres Sko.
»I maa enten gaa foran eller helst ved Siden af mig,« hviskede Svend, »saa
har jeg større Fornøjelse af Eders Selskab undervejs.«
Den Fremmede adlød.
»Have vi langt til det Sted, hvor Du agter at skjule Dig?«
»Aa nej, blot et lille Stykke Vej endnu, bestandig langs med Grøften, saa
ere vi der.«
Jungshoved Skove begyndte dengang ovenfor Landsbyen Smidstrup ved en
stor Sump, som kaldes Ræveholms Mose, og fortsattes ud til Kysten omkring Noret.
Tiltrods for det dybe Mørke, som hvilede over Egnen, efter at Maanen var gaaet ned,
vedblev Svend sin Gang uden at betænke sig eller tage fejl. Efter den sidste l’aa-
mindelse fulgte den Fremmede ved hans Side og saa nær, at hans varme, stønnende
Aande næsten berørte Svend. Da de kom til Skoven, sprang Svend op paa Gjærdet
og udbrød:
»Kom, her er min Haand, lad mig hjælpe Jer op, nu ere vi i Skoven og i
Sikkerhed; her nede i Krattet kan ingen Fjende trænge sig frem i Mørke, og i al Fald
kjender jeg Vejen bedre end alle Andre. Sæt Jer ned paa Stenen og træk Vejret lidt,
før vi gaa videre.«
»Det er just ikke noget mageligt Liv, Du fører, efter hvad jeg har set inat,«
ytrede Manden.
»Aa nej,« svarede Svend, »deri kan I have Ret, men hvad skal jeg sige til
det? Man er ikke sin Skjæbnes Herre.«
»Undertiden dog.«
»Ja, i saa Tilfælde maa jeg tilstaa, jeg foretrak at bo oppe paa Jungshoved
Herregaard istedetfor at krybe omkring hernede mellem Krat og Tjørn.«
»Nu ja, hvorfor ikke, hvis Ønsket var tilstrækkeligt, og det gjælder kun om
at arbejde fremad mod det Maal, man engang stiller sig.«
»Hvad vil 1 sige dermed ? Jeg troede ikke, at Nogen kunde beskylde mig
for Uvirksomhed.«
»Maaske ikke, og dog — jeg ser vel Cirklen, men ikke dens Centrum, jeg
mener det Maal, hvortil Du virker.«
»Eja!« udbrød Svend, »regner I ikke det for et Maal at værge for sit Føde-
land, naar Fjenden staar for Døren? 1 Vinter, før Vandene lagde til, bød Kongen
Carit Ktlar: Gjfln^ehøvdingen. 12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
