Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
GJØNGEHØVDINGEN.
Svend vendte ham Ryggen og gik, den Andens Ord bragte ham til at standse.
»Ja, Svend Gjønge!« udbrød Manden med større Kulde og Fatning, end Øje-
blikket syntes at give Anledning til. »Nu veed jeg, hvem Du er, men Du veed endnu
ikke, hvem jeg er. Før mig derhen, hvor Du har betænkt at skjule Dig, saa skal jeg
fortælle Dig Resten af mit Ærinde. Du har hidtil kun hørt den første Halvpart deraf.«
»Hvad mener 1?« spurgte Svend overrasket. »Er det et nyt Forsøg, I agter
at anstille med mig. Jeg synes, I maa have tabt Lysten til at komme igjen, siden
den første Prøve ikke lykkedes bedre.«
»Men hvoraf veed Du egentlig, at den første Prøve ikke lykkedes bedre?«
»Hvoraf jeg veed det?« gjentog Svend rasende, idet han traadte Manden et
Skridt nærmere. »Deraf Herre! at jeg stod paa Nippet til at knække eders Nakkeben!«
»Det vilde have været højst urigtigt af to Grunde, først fordi Du maaske der-
ved kunde have skadet din egen Sag, og dernæst fordi jeg efter en saadan Hændelse
sandsynligvis ikke vilde have faaet Lejlighed til at gjøre Dig bekjendt med, at alt,
hvad der før blev sagt, kun var en Prøve, jeg agtede at stille Dig paa.«
»En Prøve!« gjentog Svend dvælende.
»Ja, og hvoraf Du indser, baade at denne Prøve ikke mislykkedes, og at min
Snare var snildere anlagt end din, siden Du lod Dig fange.«
»Jeg faar vel tro Eder, naar I giver mig Beviser derpaa,« svarede Svend;
»men i et Punkt har 1 dog ikke baaret Eder klogt ad. Jeg er en heftig Mand, Herre!
det ligger i mit Blod, og den, som fornærmer mig, enten det nu sker for Spøg eller
for Alvor, gjør bedst i at være saa langt borte, at jeg ikke kan række ham. — Guds
Død! man kryber dog ikke ind i Huset til den Hund, man agter at drille. Siden I
altsaa hverken er Gehejmeskriver eller svensksindet, hvem er 1 da?«
»Det skal jeg sige Dig, naar vi komme til dit Skjulested; synes Du da ikke,
at de Oplysninger, jeg kan give, ere tilstrækkelige, saa er jeg Dig dog saa nær, at
Du kan række mig, og Du kan saa igjen forsøge paa at knække mit Nakkeben. *
»Godt,« svarede Svend. »Lad os gaa.«
Efter en lang og besværlig Gang, der førte hen over saa mange Krydsveje
og Tværstier, at den Fremmede ikke havde det ringeste Begreb om, hvor han befandt
sig, stod Svend Gjønge endelig stille foran en gammel Kæmpegrav, som var omgivet
af en Rad store Graasten. Svend Gjønge rullede en af Stenene tilside, og hvor den
havde ligget, viste sig et Hul, stort nok til, at et Menneske kunde krybe derigjennem.
»Læg Eder ned og kryb ind,« udbrød Svend, »det er paa høje Tid, at vi komme i
Skjul. Ret nu begynder Daggryet at bryde frem, og saa nytte vore Lagener os kun lidt.«
Den Fremmede krøb ind igjennem Hullet, som straks efter udvidede sig saa-
ledes, at man kunde staa oprejst. Svend trillede Stenen tilbage paa dens forrige Plads
og slog derpaa Ild i sin Fyrtønde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
